GAFFA.dk – alt om musik
Damon Albarns kommende tour blev i stedet til en livestream
Efter planen skulle Damon Albarn i øjeblikket have været på tour, også til KB Hallen i København, med et symfoniorkester for at præsentere materiale fra sit nye soloprojekt The Nearer The Fountain, More Pure The Stream Flows, som er inspireret af landskabet på Island. Som følge af Covid-19-pandemien, der i øjeblikket har sat en stopper for livemusik over det meste af verden, har Damon Albarn nu valgt at præsentere sit nye materiale over en livestream fra hjemmestudiet The Barn i stedet.
LÆS OGSÅ: Albarn fylder 50: Her er 11 af hans bedste
Den meditative musik ligger langt fra Albarns arbejde med Blur, Gorillaz og som solokunstner og er inspireret af den islandske vildmark. De medvirkende musikere tæller blandt andre en række islandske navne samt The Verve-guitaristen Simon Tong, der også har spillet med Albarn i supergruppen The Good, The Bad & The Queen sammen med Clashs bassist Paul Simonon og den nyligt afdøde trommeslager Tony Allen.
Titlen stammer fra et digt af John Clare og er som nævnt inspireret af Islands storslåede natur med gletsjere, vulkaner, termiske kilder og bjerge. Damon Albarn har jævnligt besøgt Island gennem tre årtier, skriver han selv under YouTube-videoen.
Se den fulde livestream med Damon Albarn her: