Nyhed

Roger Waters angriber David Gilmour: "Han har blokeret mig"

GAFFA.dk – alt om musik

"Vi kan tage os sammen efter skifte navn til Spinal Tap"

Den tidligere Pink Floyd-bassist, -sangskriver og -sanger Roger Waters er kommet med et længere angreb på sin gamle bandkollega, sanger, sangskriver og guitarist David Gilmour. Det sker, efter at Waters har indspillet en karantæne-fortolkning af Pink Floyd-klassikeren "Mother", som mange fans har rost på de sociale medier, og som er blevet vist mere end 400.000 gange på YouTube på to dage:

Artiklen fortsætter under videoen

Imidlertid er fortolkningen ikke vist eller nævnt med et ord på Pink Floyds officielle hjemmeside eller sociale medier, og det har fået Waters til at rase ud mod sin gamle kollega i en video på sine sociale medier. Se videoen nederst.


"Der er intet fra mig på Pink Floyds hjemmeside, fordi David har blokeret mig fra hjemmesiden. For et år siden holdt jeg et Camp David-møde på et lufthavnshotel i London med de overlevende Pink Floyd-medlemmer (ud over Gilmour er det trommeslager Nick Mason. Camp David er den amerikanske præsidents sommerresidens, som ofte bliver brugt til politiske topmøder, red.). Det bar ikke frugt, er jeg ked af at sige," begynder Roger Waters og fortsætter:


"Jeg sagde, at uanset hvem de 30 millioner, som abonnerer på Pink Floyds hjemmeside er, så gør I det på grund af det arbejde, vi fem har skabt. Det er Syd (sanger og sangskriver Syd Barrett, gik ud af bandet i 1968 og indstillede karrieren allerede i 70'erne efter massivt stofmisbrug, død i 2006), mig, Rick (keyboardspiller Rick Wright, død i 2008), Nick og David, over en række år. Og som konsekvens ville det være fair og korrekt, hvis vi har lige adgang til jer alle og kan dele vores projekter."

Kritiserer Gilmours kone

Roger Waters kritiserer videre, at David Gilmours kone, forfatteren Polly Samson, har uhindret adgang til Pink Floyds hjemmeside, hvor hun læser sine bøger op, men at hjemmesiden intet nævner om Waters' soloprojekter, for eksempel den nylige koncertfilm Us and Them.


LÆS OGSÅ: Roger Waters udgiver koncertfilm – se trailer

"Vi skal tage os sammen. Eller lade bandet skifte navn til Spinal Tap, og så vil alt være helt fjong," siger Waters blandt andet med henvisning til den klassiske rock'n'roll-mockumenary.

Roger Waters forlod Pink Floyd i 1985 oven på udgivelsen af albummet The Final Cut i 1983. Han sagsøgte herefter de øvrige medlemmer for at fortsætte gruppen uden ham, men parterne indgik forlig uden om retten. Siden har Waters udgivet en række soloplader og været på talrige turnéer, hvor sangene fra Pink Floyd-tiden altid har fyldt godt på sætlisten.


Pink Floyd fortsatte uden Waters på yderligere to album og gav deres sidste regulære koncert i 1994. I 2014 udgav de det primært instrumentale album The Endless River baseret på optagelser fra start-90'erne, og David Gilmour udtalte i den forbindelse, at gruppen nu var fortid. Siden har Gilmour turneret med både solosange og Pink Floyd-ditto, mens Nick Mason har dannet bandet Nick Mason's Saucerful of Secrets, der turnerer med sange fra Pink Floyds unge år i slut-60'erne og start-70'erne.

Pink Floyd-medlemmerne er blevet genforenet enkelte gange på scenen siden Waters' udtræden, blandt andet for at mindes Syd Barrett i 2007, men nu er der altså atter iskold luft fra Roger Waters. David Gilmour har endnu ikke kommenteret kritikken.

LÆS OGSÅ: Roger Waters: ”Joe Biden er en forfærdelig person”


Se Roger Waters' kritiske video:

ANNONCE