GAFFA.dk – alt om musik
Fotolicens Creative Commons CC BY 2.0
"Jeg elsker dig og savner dig, Far"
I sidste måned døde en af musikverdenens helt store guitarister, Eddie Van Halen fra hardrockbandet Van Halen, af kræft, 65 år gammel. Nu hylder hans søn Wolfgang Van Halen ham på sin første single med sit nye soloprojekt, Mammoth WVH.
Sangen hedder "Distance", og på sine sociale mediesider skriver Wolfgang Van Halen følgende:
"Mens min far blev ved med at kæmpe med forskellige helbredsproblemer, forestillede jeg mig, hvordan mit liv ville være uden ham, og hvor forfærdeligt jeg ville savne ham. Mens sangen er utroligt personlig, tror jeg, at alle kan relatere til tanken om at have et dybt savn i deres liv. Jeg forestillede mig aldrig, at "Distance" ville blive det første stykke musik, folk ville høre fra mig, men jeg tænkte også, at min far ville være her for at fejre udgivelsen af det. Dette er til ham. Jeg elsker dig og savner dig, Far."
En del af indtægterne ved salg og stream af singlen går til Eddie Van Halens yndlings-velgørenhedsorganisation, The Mr. Holland's Opus Foundation, der støtter musikundervisning i skoler.
Wolfgang Van Halen, der i øvrigt er opkaldt efter Wolfgang Amadeus Mozart, var bassist i Van Halen siden 2006 (dengang var han kun 15 år), og indtil gruppen officielt gik i opløsning efter Eddie Van Halens død. Fra 2007-2012 var han desuden bassist i metalbandet Tremonti.
LÆS OGSÅ: Mike Tramp: “Eddie Van Halen var udødelig, før han døde”
Hør Mammoth WVH's "Distance" og se den tilhørende video med en række privatoptagelser: