Nyhed

Big Thief-sanger udgiver hele to soloalbum

GAFFA.dk – alt om musik

De to plader er indspillet i en lille hytte

Adrianne Lenker, sanger og sangskriver i det amerikanske indie-folkrock-band Big Thief, udgiver dette efterår hele to soloalbum. De to plader får titlerne songs og instrumentals og udkommer begge den 23. oktober 2020 på det velanskrevne indie-selskab 4AD (The National, Grimes, Efterklang med flere).

Begge album er indspillet og delvis skrevet i april i selvvalgt eksil i en lille hytte dybt ude i skoven i det vestlige Massachusetts under den igangværende pandemi. Lidt i stil med eksempelvis Bon Ivers debutalbum For Emma, Forever Ago.


"Jeg blev virkelig forbundet med rummet," siger Lenker i en pressemeddelelse. "Hytten med ét rum føltes som det indre af en akustisk guitar – det var sådan en glæde at høre tonerne give efterklang i rummet."

Hun fortsætter:

"Jeg havde en håndfuld sange, som jeg planlagde at indspille, men da Phil ankom (tekniker Philip Weinrobe, red.), var jeg på et helt nyt niveau af ulykkelig kærlighed, og sangene fløj gennem ørerne på mig. Jeg lå ærlig talt nede i skidtet halvdelen af tiden. Vi gik med flowet. En stor del af vores fokus var at få næring fra vores mad. Vi lavede mad direkte i kaminen, og vi gik ned til åen hver dag for at bade. Jeg er taknemmelig over, at denne musik er opstået. Disse sange har hjulpet mig med at hele. Jeg håber, at denne musik i hvert fald en smule kan blive ven med jer."


De to nye album er indspillet 100 procent analogt.

Fik afbrudt turné i Danmark

Lenker valgte at indspille de to nye album, da Big Thief fik afbrudt deres Europaturné i marts grundet coronapandemien. Deres sidste koncert inden afbrydelsen var i Vega 11. marts, hvor gruppen skulle have spillet to koncerter samme aften, da forsamlingsforbuddet i Danmark dengang var på 1000 personer.


Mellem de planlagte to koncerter holdt Mette Frederiksen sit historiske pressemøde, hvor Danmark blev lukket ned, og koncert nummer to og resten af touren, herunder en koncert på VoxHall, blev herefter aflyst. Big Thief gav dog en kort akustisk optræden uden for Vega, da koncert nummer to var blevet aflyst.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Ægte kærlighed er et ustoppeligt hjerteanfald i mørket

Adrianne Lenker er en ganske produktiv kunstner. Big Thief har udgivet fire album på tre år, og sidste år udsendte de hele to album, U.F.O.F. og Two Hands, der begge fik fremragende anmeldelser. Desuden har hun udgivet fire soloplader i årene 2005-2018.


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Den alternative rocks nye flagskib er i en klasse for sig

Hør "Anything" fra songs:


 

ANNONCE