GAFFA.dk – alt om musik
Det har været noget af en rutsjebanetur for Jazzhus Montmartre, der måtte lukke spillestedet ned øjeblikkeligt for to ugers tid siden. Men nu er der håb forude, og skæbnedagen er sat til den 24. september.
Tidligere på måneden måtte det ikoniske spillested Jazzhus Montmartre dreje nøglen om, blandt andet på grund af corona-presset. Og det har sat mange ting igang. Først foreslog Joy Mogensen at “tage en snak med ordførerne i Folketinget” på vegne af Montmartre, men mere har vi ikke rigtigt hørt om den sag siden.
I tirsdags kunne vi så her på GAFFA rapportere om, at Radikale Venstre er klar med et nyt udspil, der skal sikre netværks- niche- og genrespillesteder bedre. Det skete i kølvandet på Montmartres øjeblikkelige lukning og er blandt andet sat i verden for at fremme bedre muligheder for de spillesteder, der ikke har opnået status som regionalt spillested.
Og nu er der altså endnu engang nyt i sagen om Montmartre. Og denne gang er det godt nyt. For Montmartre udtrykker nu i en artikel til Kulturmonitor at stedet har oplevet en “fantastisk opbakning” efter de udsendte pressemeddelelsen om lukningen.
“Der er virkelig mange, der gerne vil hjælpe, og jeg har en langt større tro på tingene nu, end da vi sendte pressemeddelelsen ud”, fortæller bestyrelsesformand Michael Christiansen til Kulturmonitor.
I samme artikel gør han det klart, at det opsagte lejemål og de opsagte kontrakter med både direktør Jonas Dyrved og musikchef Jan Lundgren vil blive genoptaget, hvis det nu mere sandsynlige ønskescenarie bliver en realitet. Nemlig at genåbne Jazzhus Montmartre allerede 1. november.
LÆS OGSÅ: Radikale Venstre vil lave støtteordning for niche-spillesteder
Opsagt direktør er fortrøstningsfuld
I den forbindelse har vi her på GAFFA taget en snak med den opsagte direktør for spillestedet, Jonas Dyrved, om hans forhåbninger for fremtiden.
– Jeg er da i hvert fald ikke begyndt at søge jobs endnu, griner Jonas Dyrved fortrøstningsfuldt i røret og fortsætter:
– Altså, jeg er jo selvfølgelig stadig opsagt, indtil vi finder en holdbar løsning. En løsning, som betyder, at vi kan fortsætte de næste par år. Jeg håber på det bedste og er positiv, indtil det modsatte er endeligt bevist.
Grunden til, at der nu er fornyet håb for Montmartre er, at spillestedet i øjeblikket afventer svar fra Københavns Kommune på en ansøgning om årlig driftsstøtte på 1 million kroner. Et svar og en skæbnedag, der er sat til at falde den 24. september.
I alt mangler spillestedet en ekstern finansiering på knap 2,5 millioner kroner. Så GAFFA spørger Jonas Dyrved, hvad han specifikt mener er en “holdbar løsning”.
– En del af løsningen er naturligvis den her årlige støtte på en million fra Københavns Kommune fra 2021-2024. Uden den har vi ingen fremtid. Så plejer vi desuden også at opnå cirka 400.000 i honorarstøtte delt på kommunen og Statens Kunstfond. Og så er fonde og andre private aktører også helt nødvendige for, at Montmartre kan overleve på den lange bane, fortæller han.
Københavns Kommune har tidligere bakket Montmartre op med en bevilling på en million, men fordi Statens Kunstråd i foråret besluttede, at det ikke skulle gøres til et regionalt spillested, blev støtten i første omgang tabt, og Montmartre måtte lukke.
Nu forklarer Jonas Dyrved, at grunden til, at den årlige støtte nu igen er på tapetet er, at kommunen pludselig stod og havde en million tilbage i sit budget, som ellers skulle være gået til regionale spillesteder.
– Den pulje har Københavns Kommune så siden kigget på, og det tyder på, at puljen på en million – eller det kan man i hvert fald håbe for vores vedkommende – ender med at gå til Montmartre, fortæller Jonas Dyrved.
LÆS OGSÅ: Jazzhus Montmartre indstiller alle koncerter
Montmartre er nødvendig for jazzen
Montmartres skæbne står og falder i særdeleshed den 24. september. Det er nemlig helt afgørende, at Københavns Kommune vælger at give dem den årlige støtte på en million fra 2021-2024, ellers har jazzhuset ikke nogen fremtid.
– Vi kan ikke klare os med kortsigtede løsninger på et halvt eller et helt år. Den model gør jo, at vi hele tiden går i uvished, og på sigt ikke kan være sikre på Montmartres overlevelse. Det er på ingen måde holdbart, fastslår Jonas Dyrved.
Jonas Dyrved understreger hvorfor et spillested som Jazzhus Montmartre er uhyre vigtig.
– Det er rigtig vigtigt, at Montmartre overlever for jazzen og jazzmiljøet. Det er et genrespillested og en nationalscene for jazzen. Så vi bærer jo et stort ansvar i det her med at give jazzen en scene og et sted, hvor jazzen kan udfolde sig og udvikle sig. Et sted som Montmartre er jo med til at give en scene til de professionelle og samtidig give jazzen videre ned igennem de yngre generationer, til både publikummer og musikere.