Nyhed

Kool and the Gang-medstifteren Ronald Bell er død

GAFFA.dk – alt om musik

Saxofonisten blev 69 år

Ronald Bell (næstyderst til højre på billedet), der var med til at danne r&b, soul- og funk-gruppen Kool And The Gang, er død, 69 år gammel. Ifølge Universal Music døde han uventet onsdag morgen den 9. september i sit hjem på De Amerikanske Jomfruøer, skriver Consequence of Sound.


Først blev Ronald Bell professionel bokser med en række trofæer i sin bagage, men i 1964 startede han og hans bror Robert "Kool" Bell jazzensemblet The Jazziacs. Dette blev begyndelsen på en lang musikkarriere. Ud over Bell-brødrene var de to guitarister Charles Smith og Woody Sparrow, Ricky West (keyboards), Clifford Adams (trombone), Dennis Thomas (saxofon), Robert Michens (trompet), George Brown (trommer) medlemmer af gruppen. Ronald Bell bidrog med tenorsaxofon til bandet.

Snart begyndte r&b-indflydelsen at tage over fra jazzen, og i slutningen af ​​1960'erne ændrede gruppen sit navn til Kool and the Gang. Bandet udgav en række plader i begyndelsen af ​​70'erne og slog igennem i 1973, da de udsendte den guldsælgende lp Wild And Peaceful. Der er tre store hits på den: "Funky Stuff", "Jungle Boogie" og "Hollywood Swingers".


Da disco begyndte at vinde popularitet omkring 1976, blev gruppen overskygget af nye navne, men de kom tilbage med mere mainstream-orienterede disko-hits og lagde r&b og funk bag sig. I 1979 udgav de albummet Ladies' Night, som bestod af lettilgængelig disko.

Titelsangen blev et stort hit og begyndelsen på strømmen af ​​gruppens mest berømte hits. I 1980 udgav de "Celebration", som i dag er en af gruppens mest kendte sange. I begyndelsen af ​​1980'erne havde de flere hits som "Get Down On It", "Joanna", "Cherish" og "Fresh". 


Gruppen mistede kommerciel gennemslagskraft efter 80'erne, men fortsatte med at turnere og udgive plader, og deres seneste album er julepladen Kool for the Holidays fra 2013. Ronald Bell var medlem af gruppen frem til sin død.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Årets disco party for de evigt unge

 


ANNONCE