x
Kool And The Gang og Sister Sledge: Falconer Salen, København

Kool And The Gang og Sister Sledge, Falconer Salen, København

Kool And The Gang og Sister Sledge: Falconer Salen, København

Anmeldt af Sohail Hassan | GAFFA

En helaftensforestilling i soul, disco og funkens tegn var sat op, da legenderne Sister Sledge og Kool & The Gang gæstede Danmark. De to hovednavne blev flankeret af dj's både før og efter, og så var der party-bus til after partyet.

Det er et pænt stykke tid siden, at de to navne havde deres storhedstid, og gennemsnitsalderen på publikum var da også over 40, vil jeg gætte på. Men det var et publikum i fest-humør, som fyldte trekvart af salen op. Der var dog et klart skel mellem dem, som tager genren og lyden fra dengang seriøst og dem, som bare skulle til abe-fest. Et skel mellem dem, som dyrker soul-funk for dens stil og klasse og dem med spøg og skæmt afro-parykker, for hvem det ligeså godt kunne være Tommy Seebach eller Ottawan, som spillede.

Desværre havde man valgt Falkoner Salen, og det tegnede jo ikke godt for lyd-oplevelsen.

 

Sister Sledge ***

Efter en times opvarmning gik Sister Sledge på kl. 20. I modsætning til det playback, jeg havde frygtet, var der faktisk et spillevende band på scenen. En klassisk opsætning af trommer, bas, guitar, to på keys, hvor den ene (bandlederen) også spillede sax (og en mean talkbox, skulle det senere vise sig). De to af de fire originale medlemmer, søstrene Joni og Debbie, blev denne aften flankeret af Rachel Wilson, der forblev anonym under hele koncerten. De lagde ud med den Narada Michael Walden-producerede über funky "All American Girls". Som frygtet var lyden i salen buldrende og ulidelig at høre på, når der blev spillet højt. Men det er ikke noget, man kan klandre bandet eller lydteknikeren for. Sådan er lyden bare altid i den sal. Heldigvis lød det bedre i de mere sagte passager.

Det næste nummer var det nyere og ret ligegyldige "World, Rise & Shine". Og så kom aftenens første Nile Rodgers og Bernard Edwards (genierne bag Chic)-producerede perle "Thinking Of You". Selv om søstrene gjorde det godt, så savnede man den vigtigste søster, frontfiguren Kathy Sledge. Bandet spillede faktisk udmærket, men levede sig ikke ind i numrene. De var lidt robotagtige. Men det værste var, at der ikke var fokus på det, som er det allerbedste ved nummeret, nemlig rytmeguitaren, der samtidig spiller melodi og de uforlignelige bas-gange. Lidt synd, at musikerne havde så tilbagetrukket en performance, for det viste sig, at de faktisk kunne præstere, om ikke på niveau med, så rimeligt tæt på de to genier. Det gentog sig i aftenens første egentlige superklassiker, "He's The Greatest Dancer". Et nummer, man under omstændighederne måtte anstrenge sig lidt for at nyde helt.

Herefter knækkede filmen, da der blev budt op til dans med søstrene på scenen, og tre rimeligt friske, men halvsnaldrede pensionister kom og gav en svingom. Lad mig sige med det samme, at det ville jeg meget gerne have undværet. Tåkrummende pinligt og malplaceret. Men som sagt var det jo mindst halvdelen af publikum, der var til Pladderballe-grise-fest, så det var nok kun denne sure anmelder, som havde det sådan. Fred være med det. Det hjalp ikke på mit humør, at de efterfølgende spillede mit favorit-hade-nummer med dem, "Frankie".

Inden pausen fik vi lige uptempo popnummeret "He's Just A Runaway". Ikke et af deres bedste numre, og i pausen sang Debbie Nat King Coles "Nature Boy". Efter pausen kom aftenens anden store Nile & Nard-perle, "Lost In Music". Et nummer, som har et af verdens bedste grooves, hvilket slet ikke blev tryllet frem af bandet i aften. 

Det blev tid til at præsentere bandet og dette blev underligt nok højdepunktet på koncerten. Især da bassisten lirede basgangen fra Chics "Everybody Dance" af, og bandlederen gik helt amok på sin moderne og transportable talk-box til tonerne af S.O.S. Bands "Take Your Time (Do It Right)". Til gengæld var det nederen, at guitaristen spillede en rock-solo i stedet for et lækkert disco-groove. Trommeslageren imponerede også med sine evner.

Ekstra-nummeret var selvfølgelig det ultimative Sister Sledge-Nile & Nard hit, "We Are Family". Koncerten varede lidt over en time.

Alt i alt over forventning, og til trods for den elendige lyd en god oplevelse. Nok det tætteste, man kommer på opleve Sister Sledge i 2014, hvis man ikke kan få Nile Rodgers på guitar, Bernard Edwards på bas og Kathy Sledge som lead-vokal og må nøjes med keyboard-horn. 

 

Kool & The Gang *****

Da Kool & The Gang gik på scenen kl. 22 var det med imponerende tre mands hornsektion, bas, guitar, to på keys, hvor den ene også spillede percussion, trommer og to sangere, hvoraf den ene også spillede guitar. Det var, som om de havde luret det danske fest-abe-publikum, for de lagde ud med nogle af deres mest poppede numre, "Fresh", "Tonight", "Misled" og sukkersøde "Joanna". Igen var lyden skringrende og buldrende i salen, men denne gang kunne man mærke bandets indlevelse i numrene helt ned til de bagerste rækker. Hornsektionen alene var en kæmpe fornøjelse i sig selv. Der var heller ingen tvivl om, at det var dette navn, publikum primært var kommet for at se.

Efter det smukke Eumir Deodato-producerede "Too Hot" var det tid til 70'ernes Kool & The Gang funk.klassikere. Noget, som sidst jeg hørte dem i 2005, blæste mig bagover. Og ganske rigtigt, da de lagde ud med en "Hollywood Swingin'"-intro og fulgte op med hele "Jungle Boogie", var det imponerende flot. Der var ikke en finger at sætte på noget. De ramte deres eminente sound fra dengang perfekt. Det vildeste var igen hornsektionen, men alle musikerne fik lov at folde sig ud. Derefter fik vi "Hollywood Swingin'" i den fulde version. Groovy og sindsygt funky. Absolut aftenens højdepunkt. 

Efter dette brag var det tid til lidt smuk-sang med "Cherish" og "Take My Heart". Her viste sangeren Lavell Evans, at hans stemme ikke ligger så langt fra James "JT" Taylors. Så kunne vi selvfølgelig ikke undgå det forfærdeligt poppede "Let's Go Dancing (Ooh, La, La, La)". Den blev heldigvis fulgt op af en af deres bedste "Ladies Night", hvor bandet fik bagt ikke så lidt på de danske damer blandt publikum.

Desværre knækkede filmen også lidt her, da bandet gav den ringeste version af hittet "Get Down On It", der var speedet op og slet ikke swingede som studie-indspilningen, vi kender og elsker. Det hjalp ikke, at der kom en underlig malplaceret lang trommesolo bagefter, mens bandet lige fik pusten. Koncerten afsluttedes selvfølgelig med "Celebration", desværre igen i en til lejligheden mærkeligt oppustet version, som ikke holdt.

Der var dog ingen tvivl om at publikum havde haft en brag af en fest. Kool & The Gang havde i den grad leveret varen og tilfredsstillet publikums behov, ligegyldigt om man var der for at høre stilet musik eller feste amok. Alle var vi der nok i sidste ende for at sole os i lyset fra skinnende musikalske legender, og det blev i den grad indfriet.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA