Nyhed

Soleima og femstjernede Tuhaf giver intimkoncerter i København

GAFFA.dk – alt om musik

Optræder til festivalen Talk Town 25. og 26. september

Det er ikke hver dag, men kan komme til intimkoncert for kun 50 personer med et navn, der har været på forsiden af GAFFA, men det er tilfældet, når Soleima optræder med strygergruppen Live Strings fredag den 25. september til debat-festivalen Talk Town, der sætter fokus på køn, ligestilling og feminisme.

Festivalen finder sted i CPH Food Stage i Kødbyen på Vesterbro, og koncerten bliver afholdt i Basement.


Soleima indledte karrieren i det aarhusianske hiphop-band Flødeklinikken og solodebuterede i 2015 med singlen "My Boy". I 2017 udsendte hun debut-ep'en No. 14, som i 2018 blev fulgt af yderligere en ep, Bulldog og i marts 2020 af debutalbummet Powerslide, som GAFFAs anmelder var godt tilfreds med.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Internationalt potentiale fra danske Soleima

Soleima giver en lidt anderledes koncert til Talk Town, hvor hun fortolker sine egne sange i alternative versioner sammen med Live Strings, bestående af Live Johansson på cello, Karen Johanne Pedersen på violin og Nicolai Kornerup på piano og harmonika.


Dagen efter, altså den 26. september, kan man på Talk Town opleve det dansk-tyrkiske psykedeliske poprockband Tuhaf, som også spiller i Basement. Sidste år gav vi bandet fem stjerner, da de optrådte på Teater Momentum i Odense.

LÆS OGSÅ: TUHAF-ANMELDELSE: Bryllup på Nørrebro 

Årets temaer på festivalen er global feminisme, økonomi og arbejdsmarked, minoritetskamp og normbrud samt aktivisme og praksis. Grundet corona-pandemien foregår en del af årets debatter online, men 13 udvalgte events, filmvisninger og performances gennemføres fysisk med begrænset gratis billetsalg og afstand mellem publikum.


På grund af COVID-19-restriktioner skal deltagere bestille billet til både fysiske og online events på forhånd via talktown.dk

Varm op med lidt Soleima og Tuhaf:

ANNONCE