GAFFA.dk - alt om musik
Popikonerne The Cardigans, som står bag hitteene ”My Favorite Game” og ”Lovefool” kommer til Danmark i sommeren 2021.
Efteråret er så småt begyndt at melde sin ankomst, og der går ikke længe, før vi må finde vores uldne sweatre frem. Men i dag kan vi lune os ved nyheden om, at det verdenskendte 90’er indierock- og popband The Cardigans offentliggør ny koncert her i landet. Det prisbelønnede band kan således opleves i Danmark den 19. juni 2021 på pladsen foran Kulturværftet i Helsingør.
The Cardigans var i begyndelsen af 90'erne allerede store i hjemlandet Sverige, hvor et stort musikmagasin kårede debutalbummet Emmerdale som Årets Bedste Album i 1994. Herefter tog bandet hele verden med storm med verdenshittet ”Lovefool” i 1996. I disse år opnåede orkestret en guldplade i Amerika for deres tredje album First Band On The Moon, hvor ”Lovefool” også medvirkede på og blev en del af soundtracket til filmen Romeo + Juliet.
I de efterfølgende år fortsatte bandets succes, og The Cardigans blev at finde på adskillige internationale hitlister med hits som blandt andet ”Erase/Rewind” og ”My Favourite Game” fra albummet Gran Turismo (1998).
Deres seneste og sjette album, Super Extra Gravity (2005), beskriver vores egen anmelder som ”et lydbillede, der rasler, river og rumsterer med en rastløshed, der står udmærket til kvintettens velkendte melodiske progressioner og Nina Perssons velsungne fortællinger om forliste og uforløste parforhold.”
LÆS OGSÅ: The Cardigans: Super Extra Gravity
Bandet består af guitarist Peter Svensson og bassist Magnus Sveningsson, som startede bandet i 1992 samt sangerinde Nina Persson, trommeslager Bengt Lagerberg og Lars-Olof Johansson på keyboard.
Billetter kan købes fra den 7. september lige her