GAFFA.dk – alt om musik
Sangen "Drowned in the Sun" skal sætte fokus på mentalt helbred
Den 5. april var det 27 år siden, Nirvanas sanger og sangskriver Kurt Cobain drog herfra, 27 år gammel, men nu kan du høre "Drowned in the Sun", en "ny" sang med Nirvana, skabt af kunstig intelligens, også kendt som AI.
Musikken er kreeret med hjælp fra blandt andet Googles AI-program Magenta, som analyserer en kunstners tidligere arbejde for at kunne skabe noget i samme stil, mens teksten er skrevet af et andet AI-program. Det meste af nummeret er indspillet af computere, men vokalen leveres dog af et levende menneske, Eric Hogan, der er forsanger i det Atlanta-baserede Nirvana-coverband Nevermind: The Ultimate Tribute to Nirvana, skriver Rolling Stone.
Sangen er skabt på foranledning af den Toronto-baserede organisation Over the Bridge, der sætter fokus på mentalt helbred. Organisationen har skabt en serie af sange, Lost Tapes of the 27 Club, med hjælp fra kunstig intelligens i ånden fra en række ikoniske musikere, der alle er døde i alderen af 27 år og derfor også er blevet kaldt medlemmer af den tragiske "Club 27". Ud over Kurt Cobain drejer det sig om Amy Winehouse, Jim Morrison og Jimi Hendrix.
"Hvad hvis alle disse musikere, som vi elsker, havde fået støtte til deres mentale helbred," spørger Sean O'Connor, bestyrelsesmedlem i Over the Bridge ifølge Rolling Stone. "I musikindustrien er depression normaliseret og romantiseret (...) Deres musik bliver set som autentisk lidelse."
LÆS OGSÅ: GULD FRA GEMMERNE: Historien om Kurt Cobain
Hør nedenfor sangen "Drowned in the Sun" og hør de øvrige sange i serien her.