GAFFA.dk - Alt om musik
Starten på EM i fodbold i år bliver startskuddet til en folkefest i Musikhusparken
I Århus har Musikhuset, Train og futurelive slået hovederne sammen under navnet Aarhus Åbner Op og skabt en folkefest i Musikhusparken med koncerter, film, fodboldkampe og mere, hen over sommeren. Parken åbner officielt lørdag den 12. juni, hvor Danmarks første EM-kamp mod Finland vil blive vist live på storskærm.
Mellem fodboldkampene byder Aarhus Åbner Op på en række kulturelle arrangementer, blandt andet i form af udendørs koncerter. Musikhuset og Train vil byde på liveoptrædener af Peter Sommer, Thomas Dybdahl, Carl Emil Petersen, Marie Key, Baest, Bo Kaspers Orkester, Aura Dione, Annika Aakjær (billedet) og flere, der annonceres løbende.
Ud over koncerterne vil komikerne Andreas Bo, Simon Talbot, Lars Hjortshøj og Carsten Bang lægge vejen forbi. Anders Matthesens Ternet Ninja og Thomas Vinterbergs Oscarnominerede Druk vil blive vist til open air-filmfremvisninger.
"Det er utroligt vigtigt for os, at vi formår at favne hele byen og alle aldersgrupper. Det vil jo ikke være en genåbning, hvis ikke vi talte til alle aarhusianere, og derfor har vi sigtet efter at lave så bredt et program som muligt. Og selvfølgelig med sikkerheden i top", fortæller Kristian Gislason, der er direktør for futurelive og initiativtager til Aarhus Åbner Op.
For de allermindste vil der også være underholdning, hvor man kan blive klogere på verden med Sebastian Klein, synge og danse med MGP og lege med Ramasjang-karakterer som Motor Mille og Hr. Skæg.
”Det bliver et brag af en sommer i Musikhusparken med masser af god bold, nationale og internationale bands og oplevelser for hele familien. Vi har længe stået hamrende klar i startblokken, og vi glæder os til, at parken kommer til at summe af liv”, siger Jeppe Uggerhøj, der er Musikhusets kunstneriske chef.
Arrangementerne tager naturligvis højde for de nødvendige coronarestriktioner.
Billetsalget til Aarhus Åbner Op starter mandag den 12. april kl. 10.00.
Læs mere om arrangementet og se hele programmet på Aarhus Åbner Ops hjemmeside.
Læs også: UHØRT Festival afholder 20 koncerter på samme aften