Nyhed

Phoebe Bridgers’ smadrede guitar solgt for formue

GAFFA.dk – alt om musik

I kølvandet på kontroverserne har hændelsen tjent en stor sum penge ind til et velgørende formål

Singer-songwriteren Phoebe Bridgers’ besøg i tv-showet Saturday Night Live i februar sluttede dramatisk, da hun i slutningen af nummeret ‘’I Know The End’’ valgte at smadre sin guitar midt på scenen. Den smadrede guitar er nu blevet solgt for $101.500 ‒ svarende til cirka 633.500 danske kroner, skriver NME

Stuntet skabte røre på internettet, hvor kritikere blandt andet kaldte det for skuffende og for en uberettiget, akavet fremvisning af hvidt privilegium. Forsvarere af sangeren har derimod kaldt kritikken sexistisk og mener ikke, at en mandlig musiker ville have mødt den samme mængde kritik.


Artiklen fortsætter efter videoen

Ikke desto mindre er guitaren nu blevet solgt på auktion under en prisuddeling hos Gay & Lesbian Alliance Against Defamation (GLAAD) til en anonym køber. ‘’Jeg ved, at hun har en loyal fanbase,’’ fortæller Anthony Ramos, der er producer på GLAAD-Prisuddelingen:


‘’Lørdag aften, da jeg gik i seng var der omkring $18.000, og jeg var sådan ‘Det er et skønt tal!’, jeg håbede lidt, at vi ville nå til 25. Så vågnede jeg op, og det var 40, så 50, så 80 og endelig over 100. Jeg er så taknemmelig for, at nogen ville støtte vores arbejde og så gerne ville have den guitar.’’

Nirvana- og Foo Fighters-legenden Dave Grohl kommenterede også hændelsen, som mindede ham om de tidlige Nirvana-dage: ‘’Det var hver eneste fucking aften. Mine trommer havde huller i sig, fordi Kurt fucking hakkede i mine trommer’’. Han tilføjer: ‘’Jeg har set nok smadrede guitarer, det føles så fucking godt at gøre det’’.

Sangeren David Crosby fandt hele affæren knap så sjov og kaldte guitar-smadringen for ynkelig ‒ hvilket Bridgers besvarede ved at kalde ham en lille kælling. 


Phoebe Bridgers har udgivet to albums som soloartist, og så er hun også en del af gruppen boygenius med Julien Baker og Lucy Dacus og duoen Better Oblivion Community Center med Conor Oberst. Hun har senest udgivet albummet Punisher i 2020, et meget rost album, der blandt andet indeholder nummeret ‘’I Know The End’’, som den kontroversielle guitar-smadring udfoldede sig til. 

LÆS OGSÅ: Phoebe Bridgers: "Eric Clapton er racist og laver middelmådig musik"

ANNONCE