Nyhed

VIDEOPREMIERE: All star-bandet Nymalet inviterer indenfor i studiet

GAFFA.dk – alt om musik

Bandet udgiver singlen ”Klichéer” samt tilhørende musikvideo

Nymalet er klar med singlen ”Klichéer” og den tilhørende musikvideo. Sangen er en duet mellem Katinka og Johan Olsen, som i videoen ses synge ansigt til ansigt. Desuden får man i musikvideoen et indblik i gruppens skriveproces og kommer med i studiet, hvor man ser de syv kunstnere arbejde og fjolle rundt.

Da Nymalet mødtes første gang i et Vesterbro-køkken, vidste de slet ikke, om de kunne skrive sange sammen, og hvad det overhovedet skulle blive. 


"Mens vi sad og snakkede om tekster og idéer, sagde Christian Hjelm “det er bare klichéer – men det fungerer”, og så havde vi grundstenen til første sang, vi nogensinde skulle skrive teksten til. Sangen “Klichéer” er en kryptisk kærlighedssang, der beskriver både det smukke og det ensomme ved tosomheden, den er en blanding af vores forskellige billedsprog og en duet mellem Johan Olsen og Katinka Bjerregaard," fortæller bandet. 

Nymalet er et musikalsk kollektiv, som består af de erfarne musikere Torben Guldager (Jørck), Trine Jørck (Jørck), Asger Techau (solist og Kashmir), Johan Olsen (Magtens Korridorer, Pligten Kalder), Christian Hjelm (solist, tidligere Figurines), Daniel Buchwald (Kúlu, fotograf og videoskaber) og Katinka Bjerregaard (Katinka). Gruppen blev skabt som et post-corona-projekt , der skulle fejre et 2021 frit fra restriktioner med en række koncerter. Idet pandemien har valgt at forstætte et godt stykke ind i 2021, må disse koncerter indtil videre vente. I stedet er det blevet til indtil videre to singler, og der kommer en ep den 11. juni.

LÆS OGSÅ: VIDEOPREMIERE: All star-bandet Nymalet går bordtennisamok


Se musikvideoen lige HER:

ANNONCE