Nyhed

VIDEOPREMIERE: All star-bandet Nymalet går bordtennis-amok

GAFFA.dk - Alt om musik

Sangen er en forsmag på den ep, som de syv musikere har lavet i fællesskab

Der er i dag premiere på videoen til singlen ‘’Selvom Du’’, som er den første af slagsen fra gruppen Nymalet. Det musikalske kollektiv består af de erfarne musikere Torben Guldager, Trine Jørck (begge kendt fra duoen Jørck), Asger Techau (solist og Kashmir), Johan Olsen (Magtens Korridorer, Pligten Kalder) Christian Hjelm (solist, tidligere Figurines), Daniel Buchwald (Kúlu, fotograf og musikvideoskaber) og Katinka Bjerregaard (fra bandet Katinka).

Nymalet blev egentlig skabt som et post-corona-projekt, som med koncerter skulle fejre et 2021 frit fra håndsprit og restriktioner, og at pandemien endelig var overstået ‒ indtil pandemien stædigt valgte at fortsætte. Derfor måtte gruppen lære at arbejde på en måde, som ingen af dem havde prøvet før.


Det blev til fire numre skrevet over tre weekender og i sidste ende til en ep, som forventes at udkomme i juni. Ep’en har medlemmerne skrevet, komponeret, indspillet, sunget og produceret ‒ alt sammen i fællesskab. Konstellationen viser, at syv egoer sagtens kan fjolle og arbejde sammen, og at musikere ikke kun er konkurrenter i branchen, men også kolleger og venner. 

‘’Selvom du’’ udkom som single den 12. marts. I videoen giver gruppen den gas med bordtennisturneringer og fjolleri, og gruppen forklarer følgende om sangen, i en pressemeddelelse:

‘’Sangen er en skæv kærlighedssang til alle dem, der løber lidt for hurtigt for at nå det hele og den videre søgen efter at finde den bedste udgave af dem – eller sig - selv. En sang, der fortæller den travle, at det nogle gange er godt at stoppe op og se, hvem, der venter på én’’.


I samme pressemeddelelse siger kollektivet også, at den første, der kalder dem supergruppe, får ballade, så vi "nøjes" med at kalde dem all star-band.

Se videoen til ‘’Selvom du’’ her:



Læs også: Johan Olsen, Katinka, Christian Hjelm med flere drager på fælles turné


ANNONCE