Nyhed

Game of Thrones-skuespiller sagsøger Marilyn Manson for overgreb

GAFFA.dk – alt om musik

Mansons advokat afviser påstandene

Advarsel: Følgende indeholder detaljerede beskrivelser af seksuelle overgreb

Den engelske skuespiller Esme Bianco, især kendt fra Game of Thrones-serien, har nu sagsøgt Marilyn Manson for seksuelle overgreb, fysisk mishandling og menneskehandel, skriver Consequence of Sound.


Bianco offentliggjorde i februar sine beskyldninger mod Manson oven på skuespilleren Evan Rachel Woods anklager mod Manson for overgreb. Nu har hun så fulgt beskyldningerne op med et sagsanlæg ved United States District Court for the Central District of California.

Skuespilleren fortæller, at overgrebene begyndte i forbindelse med, at hun skulle spille med i en musikvideo til sangen "I Want to Kill You Like They Do in the Movies", en video, som senere blev droppet. Her skulle Bianco spille en kvinde, der blev mishandlet, men grænsen mellem skuespil og virkelighed blev hurtigt flydende.

Når Bianco sagsøger Manson for menneskehandel skyldes det, at hendes visum i USA var tildelt på baggrund af, at hun skulle medvirke i nogle af Mansons filmprojekter, og at han dermed kunne true hende med at få inddraget hendes visum, hvis hun ikke fulgte hans ordrer.


I sagsanlægget kan man læse: "Mr. Warner (Mansons rigtige navn er Brian Warner, red.) brugte stoffer, magt og trusler om magt til at tvunge seksuelle handlinger fra Ms. Bianco gentagne gange. Mr. Warner voldtog Ms. Bianco i eller omkring maj 2011." Sagsanlægget skriver videre, at Mansons handlinger indbetattede "at slå, bide i, skære i og piske Ms. Biancos balder, bryster og kønsdele for Mr. Warners seksuelle tilfredsstillelse – alt sammen uden sagsøgers samtykke." 

Også Mansons manager Tony Ciulla er blevet sagsøgt, idet han ifølge Bianco var bevidst om Mansons overgreb, men undlod at gribe ind, idet han "havde økonomisk fordel" af dem. Tony Ciulla afbrød samarbejdet med Manson i februar, da beskyldningerne mod Manson begyndte at rulle.

Marilyn Manson har via sin advokat Howard E. King udsendt en udtalelse, citeret af NME:


"Disse påstande er beviseligt falske. For at være ærlig blev dette søgsmål først anlagt efter, at min klient afviste at lade sig ryste af Ms. Bianco og hendes advokat og give efter for deres uhyrlige økonomiske krav baseret på handlinger, som aldrig fandt sted. Vi ser frem til at konfrontere disse anklager i retten og er overbevist om, at vi vil sejre."

LÆS OGSÅ: Politiet undersøger anklager mod Marilyn Manson

ANNONCE