Nyhed

Her er vinderne af sangskriverprisen Carl Prisen

GAFFA.dk – alt om musik

Joyce blev de store vindere med to priser

Mandag blev den danske sangskriverpris Carl Prisen uddelt for niende gang, i år på Axelborg i København. Gruppen Joyce hentede hele to priser for årets sang og årets komponist inden for rock, og også navne som Calby (billedet), Dopha, Ganger, Kjartan Arngrim (Folkeklubben) og Dreamers' Circus fik tildelt priser. 

Endelig modtog Jacob Groth æresprisen for sit danske og internationale virke som filmkomponist, og de 30.000 kroner, som følger med æresprisen, gav han videre til det unge danske talent Bette. Bette har i de senere år markeret sig med sin dansksprogede r&b og har blandt andet optrådt på Spot Festival.


Prisen uddeles af de danske musikforlæggere, og formand Ole Dreyer udtaler i forbindelse med prisuddelingen:

"Carl Prisen viser, hvor stor og bred talentmassen er i Danmark. I dag hyldede vi eliten
af danske sangskrivere, tekstforfattere og komponister, der udstikker en retning for fremtiden. Feltet var præget af meget høj kvalitet, med navne, der vil komme til at præge dansk musikliv og vores eksportmuligheder de kommende år. Vi vinder internationalt terræn hvert år, og jeg tror på, vi vil opleve en guldalder igennem 2020’erne både for popmusikken, men også inden for jazzen og den klassiske musik.”

Den fulde vinderliste er som følger:


ÅRETS INTERNATIONALE SUCCES: Jonas Jeberg
ÅRETS KLASSISKE KOMPONIST - Stort ensemble: Niels Rønsholdt
ÅRETS KLASSISKE KOMPONIST - Lille ensemble: Anders Nordentoft
ÅRETS KOMPONIST SCORE: Flemming Nordkrog
ÅRETS TEKSTFORFATTER: Kjartan Arngrim (Folkeklubben)
ÅRETS KOMPONIST BØRN: Malene Kjærgård
ÅRETS KOMPONIST ROOTS: Dreamers Circus
ÅRETS KOMPONIST POP: Thomas Bach Skaarup, Anders Tøfting Boll, Niels Christian Sommer (Ganger)
ÅRETS MEST SPILLEDE SANG: "Burnout", Mik Thybo, Magnus Larsson, Mark Falgren Petersen, Morten Ristorp Jensen (Calby)
ÅRETS TALENT: Sofie Daugaard Andersen (Dopha)
ÅRETS KOMPONIST ROCK: Sebastian Wegener, Oscar Engel Libonati, Albert Louis Mose, Casper Winther Hansen, Søren Bang Hansen (Joyce)
ÅRETS KOMPONIST JAZZ: Jørgen Emborg
ÅRETS SANG: "Formskifter", Sebastian Wegener, Oscar Engel Libonati, Albert Louis Mose, Casper Winther Hansen, Søren Bang Hansen (Joyce)
MUSIKFORLÆGGERNES ÆRESPRIS: Jacob Groth

Carl Prisen arrangeres af Musikforlæggerne for Koda Kultur. Carl Prisen anno 2021 blev afholdt i Axelborg Salen i København og er desuden støttet af Tuborgfondet.

En længere reportage og flere billeder følger inden længe.


LÆS OGSÅ: Her er de nominerede til Carl Prisen 2021

ANNONCE