Nyhed

Nu kan det smarte lys synkroniseres med gamerudstyret

GAFFA.dk - alt om musik

Fremover skal lyset i din spillehule lyse og blinke i samme farver som gamertastatur, -mus og -skærm. Det skal et nyt samarbejde sikre.

Det er firmaerne Nanoleaf, der fremstiller smart belysning til hjemmet, og Razer, der leverer livsstilsprodukter til gamere, der nu er gået sammen om et fremstille et setup til gameren, der ikke alene kan oplyse tastatur og mus, men kan synkronisere Nanoleafs smarte lysprodukter med alle Razers Chroma-aktiverede enheder.

Navnet på det nye produkt er blevet Nanoleaf x Razer Chroma Connect-integration, hvilket indebærer, at gameren kan synkronisere spillet med både lyspaner og Razer-produkter.


Det betyder blandt andet, at hele gamersetupet kan blinke rødt, hvis din karakter i spillet har det rigtig skidt, det kan pulsere i takt med karakterens puls, når du står i en vigtig kamp, eller det kan skifte farve, når vigtige beslutninger i spillet skal tages.

Integrationen går dog også den anden vej, og det betyder, at de lyseffekter som Nanoleafs lyspaneler kan vise, for eksempel "Breathe", også vises på tastatur, mus og skærm.

Integrationen koster ikke noget, men kræver, at brugerne har installeret Razer Synapse med Chroma Connect-modulet samt Nanoleaf Desktop-app’en installeret og parret de tilhørende Nanoleaf-enheder.


Herefter vil alle spil, der understøtter Razer Chroma RGB-integration, automatisk synkroniseres med lyspanelerne og Chroma-aktiverede enheder.

For den seriøse gamer kan det blive lidt af en oplevelse, når hele gamerhulen forvandles til et lysblinkende inferno.

LÆS OGSÅ: Google vil øge sikkerheden i Play Store


ANNONCE