Nyhed

Oplev 53 gratis koncerter og optrædener til Understrøm i Aarhus Festuge

GAFFA.dk - alt om musik

Musikglade festugegæster kan igen se frem til en perlerække af inspirerende, grænsesøgende og nyskabende oplevelser og koncerter til årets Festuge. I dag offentliggøres artisterne til Understrøm 2021.

Hvad rører sig i det musikalske undergrundsmiljø i Aarhus? Det kan man finde ud af under årets Understrøm, hvor seks forskellige aktører præsenterer 53 koncerter og optrædener på to scener langs åen – i Mølleparken og under Sankt Clemens Bro.

Her kan man opleve noget af det mest nytænkende fra det aarhusianske musikmiljø og gå på opdagelse i alt det, der er sket på musikscenen, siden pandemien trykkede på pauseknappen.


Man vil blandt andet kunne opleve anmelderroste MALMØ eller forsvinde i de tropiske lyde fra Junglelyd. Der findes også helt nye initiativer fra blandt andet HERNIA, som serverer rastløse trommer, og CLAPPER, som blander lyden af gospelmusik med moderne fusionsjazz.

Og ifølge producent på Aarhus Festuge, Katrine Sønderby, bliver koncerterne til årets Festuge noget helt særligt for både aktører, artister og publikum:

- Covid-19 satte livemusikken på pause, så jeg ved, at aktørerne og musikerne glæder sig ekstra meget til at præsentere det nyeste og bedste inden for deres genrer. Vores aktører er eksperter i at udplukke musik af højeste kvalitet og fra genrer, publikum ikke nødvendigvis hører til daglig. Derfor er koncerterne til Understrøm så stor en oplevelse, siger hun.


Årets program er fyldt med varme sydamerikanske junglevibes, afrikansk baskultur, mørk og melankolsk musik, rå rock og kreative indslag hele vejen fra den urbane undergrund.

Understrøm løber af stablen fra den 1.-4. september. Se hele programmet på aarhusfestuge.dk.

LÆS MERE: Aarhus Festuge fortsætter planlægningen – men det bliver anderledes


ANNONCE