Nyhed

PREMIERE: Femstjernede Neu Sierra udgiver rørende musikvideo fra flygtningelejre

GAFFA.dk – alt om musik

Hendes debut-ep udkom i foråret, og sangeren har desuden spillet masser af koncerter hen over sommeren ‒ nu er hun ude med musikvideoen til sin egen fortolkning af et gammelt nummer

Den danske noir-rocksanger Neu Sierra har udgivet en musikvideo til “Boy of a 1000 Tears” fra sin debut-ep Sulphur and Molasses. Musikvideoen, der er lavet af sangeren selv, er optaget i forladte flygtningelejre i både Syrien, Afghanistan og Grækenland. Se videoen nedenfor.

Sulphur and Molasses, der udkom tilbage i maj, fik fem stjerner af GAFFAs anmelder. “Boy of a 1000 Tears” er skrevet af og blev første gang spillet af Nils Lassen helt tilbage i 80'erne. Nils Lassen har også produceret Neu Sierras ep. Siden dengang i 80'erne er sangen blev indspillet flere steder i det københavnske musikmiljø i løbet af de sidste 40 år, blandt andet af den tidligere Melodi Grand Prix-vinder Aud Wilken (produceret af Kasper Winding og Thomas Blachman) og den tidligere Sort Sol-bassist Knud Odde. Knud Odde lod sig også inspirere af sangen til sit eget nummer "Girl of a 1000 Tears" fra Sort Sols 1991-album Flow My Firetear


“Første gang jeg hørte nummeret, følte jeg, at melodiens tema boede indeni i mig, som om jeg altid havde kendt det, og jeg gik i hemmelighed og håbede på en dag at få lov til at synge sangen”, udtaler Neu Sierra om sin version af nummeret. Hun fortæller følgende om sin musikvideo:

“Sangen for mig, er en universel trøstesang om at ønske det bedste for “Boy of a 1000 Tears” og alle andre triste sjæle, og da jeg som mange går rundt med en følelse af afmagt over vores kyniske politikere, blev musikvideoen et “postkort” fra en forladt flygtningelejr, der kulminerer i en uhyggeligt betagende missilregn, der ligeså godt kunne have været fyrværkeri til et bryllup”.

Neu Sierras ep Sulphur and Molasses er en fem numre lang udgivelse. Ud over “Boy of a 1000 Tears” indeholder den desuden også førstesinglen "Dirty Me", der er et halvdystert nummer om et overgreb, og som fik stor opmærksomhed ved sin udgivelse. Sangen blev fulgt op af ‘’For The Last Time’’, der også blev udgivet med en musikvideo.


LÆS OGSÅ: Fribytterdrømme fejrer jubilæum med minifestival 

Se musikvideoen til Neu Sierras fortolkning af  “Boy of a 1000 Tears” her:


ANNONCE