Nyhed

Frank Ocean deler ni minutter lang sang

GAFFA - alt om musik

Sangen er lavet efter, at Ocean mistede sin 18-årige lillebror i en trafikulykke

Det er mere end fem år siden, Frank Ocean udgav sit andet og hidtil seneste album, betitlet Blonde. Siden har han udgivet et par singler - i henholdsvis 2019 og 2020 - mens en regulær albumudgivelse er blevet udskudt på ubestemt tid.

Nu har Ocean imidlertid delt en næsten ni minutter lang sang, hvis titel endnu ikke er offentliggjort.


Den blev spillet i hans podcast på Apple Music, Blonded Radio, i forbindelse med den netop overståede højtid og bød blandt andet på linjerne "I could be great, I’m on my way / If I wanna escape, I can escape.” Det skriver NME.

Du kan høre sangen lige her.


Sangen blev indspillet i ét take i sommeren 2020 sammen med Cory Henry og byder på Oceans rap henover et afdæmpet klaverakkompagnement. Sangen er lavet efter, at Ocean mistede sin 18-årige lillebror i en trafikulykke.

Siden har Ocean, som han fortalte i juleudgaven af Blonded Radio, føjet nye elementer til sangen - inspireret af en samtale med den hollanske atlet og coach Wim "The Iceman" Hof.

LÆS OGSÅ: Frank Ocean udgiver to efterspurgte sange digitalt


“Jeg og @iceman_hof havde en samtale for nogen tid siden, da jeg var i et tidligere stadie af min sorg, og jeg kan huske at jeg bagefter var målløs over, hvordan hans energi bare blæste gennem telefonen," skrev Ocean i en Instragram Story og fortsatte:

"Der er så meget energi i ham Wim. Vi talte om hans arbejde, formålet med sorg og hvordan det ændrede hans liv at gå ned i koldt vand. Det mindede mig om samtaler, jeg har haft i studiet med spillere, jeg kender. På frihjul, psykedeliske, følelsesladede, intelligente og generøse."

ANNONCE