GAFFA - alt om musik
Hun har været en hyppig gæst herhjemme det seneste årti. Og da hun for et par år siden signerede bøger i Kristian F. Møllers boghandel i Aarhus kunne jeg - der normalt nødigt henfalder til idoldyrkelse og autografjagt - simpelthen ikke nære mig for at gå ned og trykke hende i hånden, udveklse nogle bemærkninger og bede hende signere mit eksemplar af Woolgathering.
For Patti Smith er en levende legende - og en ualmindeligt sympatisk én af slagsen. Idag fylder hun 75 år og fejrer formentlig dagen hjemme i det New York, som har været hendes elskede hjemby de seneste mere end 50 år. Tidligere på året kunne Smith fejre 50 års jubilæum for sin første, regulære liveoptræden. Den fandt sted i New York i 1971, hvor Smith under den sigende overskrift "Rock'n'Rimbaud" reciterede lyrik akkompagneret af guitaristen Lenny Kaye.
Kaye - som iøvrigt fyldte 75 forleden - har været Smiths sekundant lige siden - og i det hele taget må man sige, at Smiths karriere er præget en af gennemgående konsistens. Smith er grundlæggende romantiker, og selvom den journalistiske kliché om hende er "punkens gudmor," har hun aldrig delt punkens nihilisme og destruktive ethos.
LÆS OGSÅ: GULD FRA GEMMERNE: Historien om Patti Smith | GAFFA.dk
Smith er idealist, og har aldrig lagt skjul på sine dagsordner omkring klima og social retfærdighed, når hun kommer med poetiske prædiker fra scenen ved koncerter, som de seneste mange år rituelt er kulmineret i signatursangen "People Have the Power."
Smith pladedebuterede med singlen Piss Factory i 1974 - et klart og tidligt vinesbyrd om hendes gæld til 1950'ernes beatpoeter - og skrev sig direkte ind i rockhistorien med det uhørt stærke debutalbum Horses året efter. Den var produceret af Velvet Underground-legenden John Cale, og åbnede med den nu klassiske linje "Jesus died for somebody's sins but not mine..."
Smiths litterært ladede rockmusik holdt det høje niveau på de efterfølgende album med hendes potente Patti Smith Group - Radio Ethiopia (1976) og Easter (1978). Sidstnævnte med hittet "Because th Night" - skrevet i samarbejde med Bruce Springsteen - og "Ghost Dance," som med sit shamanistiske anslag er regulær årgangs-Smith.
Samme højder nåede hun ikke helt på Wave (1979) som da også blev sidste album med bandet - og sidste udspil i en længere årrække fra Smith. Hun havde fundet kærligheden i skikkelse af MC5-guitaristen Fred "Sonic" Smith, og skiftede arbejdet på rockens frontlinjer ud med en tjans som hjemmegående husmor i ægtefællens hjemby Detroit. Parret fik børnene Jesse og Jackson, og der skulle gå et lille årti, inden Smith atter var album aktuel.
Det var med Dream of Life, som udkom i 1988 og blandt andet indeholdt førnævnte "People Have the Power." Seks år senere døde hendes elskede Fred pludseligt i en alder af blot 46 år - og mens Smith var lammet af sorg, døde også hendes bror. Efter det indledende chok arbejdede Smith sig de følgende måneder gennem sorgen med en opvarmningstjans for Bob Dylan - og flyttede tilbage til New York City.
Året efter - i 1996 - udgav hun den stærke sorgbearbejdning Gone Again - et næsten en time langt album, som blandt andet inkluderer en coverversion af forbilledet Dylans "Wicked Messenger" og Smiths egen "Beneath the Southern Cross," som siden er blevet en livefavorit ved hendes koncerter. Gone Again byder også på de allersidste studieoptagelser med Jeff Buckley. Han sang backingvokal på pladen, men døde et lille års tid efter udgivelsen.
Siden - hvilket vil sige de sidste 25 år - er det kun blevet til yderligere fem album fra Smith, senest Banga fra 2012. Til gengæld har Smith så været særdeles aktiv på livefronten, og også givet en lang række stærke koncerter herhjemme. Jeg har overværet dem alle på nær en enkelt - og hver gang måtte overgive mig til Smiths medrivende rockritual og smittende kærlighed til poesiens særlige, transcendentale kraft.
Det store livecomeback herhjemme blev indledt med to uforglemmeliger koncerter i Den Grå Hal på Christiania i 2007 - og siden har Smith besøgt både Østre Gasværk, Falkoner Salen, Store Vega, Det Kongelige Teater, Sostrup Slot, Heartland Festival og - senest - Aarhus ved en fin friluftskoncert i 2019.
Tidligere i år udsendte hun en studie-ep med syv covernumre og genindspilninger fra eget bagkatalog - et veloplagt vidnesbyrd om en kunstner i fortsat fin form. Og til sommer vender hun tilbage til Europa - der er endnu ikke booket nogen danske koncerter i denne ombæring, så Hamburg er nærmeste mulighed for at opleve den vitale veteran. Det kan anbefales. Et stort tillykke herfra til en regulær rocklegende.
