GAFFA.dk – alt om musik
Flavor Flav er ”super taknemmelig for at være i live”
Den amerikanske Public Enemy-rapper Flavor Flav kunne være kommet alvorligt til skade i går den 14. december, da en et stykke klippe fra La Tuna Canyon faldt ind i hans bil og skubbede ham af vejen, oplyser NME.
Uheldet skete på en køretur fra Las Vegas til Los Angeles, hvor et massivt regnvejr havde løsnet klippestykket, der tog turen ned på vejen. Rapperens bil er efterfølgende blevet erklæret totalskadet, og en repræsentant for Flavor Flav har udtalt, at ulykken havde haft dødelige konsekvenser for rapperen, hvis klippestykket havde ramt bare en smule tættere på ham og hans chauffør.
Efter at have reflekteret over ulykken, hvor både Flav og hans chauffør kunne gå derfra uden nogen skader, sagde hans repræsentant, at rapperen er "super taknemmelig for at være i live" og tilføjede, at "Gud er god". Det skriver TMZ.
Musikalsk er Flavor Flav kendt som medlem og grundlægger af rapgruppen Public Enemy, som han dannede i 1985 sammen med Chuck D. Tilbage i september tildelte Rolling Stone gruppens nummer ”Fight The Power” fra 1989 en flot andenplads på magasinets liste over de 10 bedste sange nogensinde. Nummeret handler om at stå sammen mod samfundets mørke kræfter, herunder racisme, og give styrke til hele hiphop-fællesskabet.
LÆS OGSÅ: Public Enemy-rapper sigtet for hustruvold