Nyhed

Sinéad O’Connor-dokumentar får premiere på kendt filmfestival

GAFFA.dk – alt om musik

Dokumentaren følger sangerens liv og karriere fra 1987 til 1993

En ny dokumentar om Sinéad O’Connor med titlen Nothing Compares er sat til at få sin verdenspremiere på Sundance Film Festival den 21. januar 2022. Det skriver Consequence.

Dokumentaren er instrueret af Kathryn Ferguson og følger O’Connors liv og karriere fra udgivelsen af debutalbummet The Lion and the Cobra i 1987 frem til 1993. Filmen er bygget op omkring arkivoptagelser samt et nyt interview med den irske sanger.


”Som et lille hold af uafhængige filmskabere er vi mere end lykkelige over, at vores film er blevet inviteret til at få premiere på dette års Sundance Film Festival. Som en irsk kvinde har Sinéads historie og utrolige musik været en kæmpe inspiration for mig, og jeg kan ikke vente med at dele filmen med publikummer i Utah og videre derfra,” udtaler Ferguson.

Dokumentaren tager sin titel efter O’Connors succesfulde coverversion af ”Nothing Compares 2 U” fra 1990-albummet I Do Not Want What I Haven’t Got. Sangen blev oprindeligt skrevet af Prince og fremført med hans sideprojekt The Family på gruppens selvbetitlede debutalbum fra 1985.

Tidligere på året løftede O’Connor sløret for sit første memoir med titlen Rememberings, hvor hun blandt andet refererer til Prince som en ”voldelig misbruger af kvinder”. I 2019 udtalte sangeren, at Prince havde ”forsøgt at give [hende] bank”, og at der er ”masser af kvinder derude, som, hvis de er klar på at stå frem, kan fortælle historier om ham”.


LÆS OGSÅ: Sinéad O'Connor taler ud om psykisk sygdom hos Dr. Phil

Musikeren har skabt røre flere gange i sin karriere. I 1992 gav O’Connor en kontroversiel optræden på sketch-tv-showet Saturday Night Live, hvor hun under en a cappella-version af Bob Marleys ”War” protesterede mod seksuelt misbrug af børn i den katolske kirke og fremviste et billede af den daværende pave Johannes Paul 2., som hun efterfølgende rev i stykker med ordene ”Bekæmp den rigtige fjende”.

I 2018 skabte det desuden røre, da musikeren annoncerede på Twitter, at hun var konverteret til Islam og havde skiftet navn til Shuhada.


O’Connor har kæmpet med psykiske problemer, som har ført til mange ophold i karrieren. I 2020 annoncerede hun, at hun ville gå i behandling for misbrug det kommende år, hvorfor hun udsatte sin turné til 2022.

Tidligere på året annoncerede O’Connor, at hun ville trække sig tilbage fra musikken – et statement, som hun dog trak tilbage få dage senere.

LÆS OGSÅ: Hurra for de musikere, der tør indrømme deres sårbarhed

ANNONCE