x

KOMMENTAR: Hurra for de musikere, der tør indrømme deres sårbarhed

KOMMENTAR: Hurra for de musikere, der tør indrømme deres sårbarhed

Ole Rosenstand Svidt er redaktionssekretær på GAFFA og har været fastansat på bladet siden 2002.

I de senere år har vi været vidne til, at en lang række musikere på forskellig vis offentligt har indrømmet deres sårbarhed og skrøbelighed, i ind- og udland. De fortæller åbent om generel usikkerhed og i visse tilfælde også alvorligere problemer som stress, depression og andre former for problemer med det mentale helbred.

Dette efterår har vi herhjemme oplevet flere eksempler på denne tendens, i forskellig alvorsgrad. Fra Hugo Helmigs karrierestop på ubestemt tid grundet voldsomme angstanfald over Sulkas midlertidige afsked med hiphop-miljøet på grund af aggressiv adfærd fra visse mandlige aktører i miljøet til Lydmors (billedet) nylige kronik på GAFFA.dk om, at hun altid føler en voldsom usikkerhed før et vigtigt show – også selvom hun ved, at det plejer at gå godt. For ikke at nævne Søren Huss’ og Annika Aakjærs udskydelse af turnéer grundet henholdsvis depression og stress.

Denne erkendelse af skrøbelighed og usikkerhed er generelt en positiv tendens. Det er selvfølgelig utroligt trist, at stortalentet Hugo Helmig er så plaget af angst, at han må indstille karrieren, men han synes samtidig fast besluttet på at arbejde med at komme af med sine dæmoner. Det findes der jo heldigvis folk, der er uddannet til at hjælpe med. Så forhåbentlig vender Helmig tilbage før eller siden, og det lyder til, at Sulka har planer om at gøre det samme forholdsvis snart. Det gør Huss og Aakjær også, og Lydmor spiller videre, usikkerhed eller ej. Til publikums og anmeldernes store begejstring.

Jeg tror ikke, at nutidens musikere er meget mere sårbare eller skrøbelige end for en generation eller to siden. Det kan da godt være, at de såkaldt sociale medier har gjort folk mere ensomme, når man tror, alle andre har det bedre end én selv, og måske er konkurrencen også blevet hårdere, når al musik er tilgængeligt et par klik væk, men musikere har siden rock- og popmusikkens barndom i 50’erne og 60’erne, ja også før det, ligesom andre følsomme mennesker (og ja, musikere ER følsomme), kæmpet med usikkerhed, psykisk sårbarhed, misbrug et cetera. Tænk bare på Elvis, Hendrix, Joplin og mange flere. Det relativt nye er bare, at de er mere åbne om det – også i mainstreampoppen, hvor det i længere tid har været mere udbredt at tale om emnet på den mere alternative scene, som hos eksempelvis Kurt Cobain i start-90’erne.

Sådan var det ikke, da jeg begyndte at lytte til pop og rock i slutningen af 80’erne. Nogle af datidens store pophitmagere var trioen Stock, Aitken & Waterman, der skrev og producerede for enkelte langtidsholdbare navne som Rick Astley og Kylie Minogue og en lang række for længst glemte døgnfluer. Nogle af pladerne udkom på Pete Watermans pladeselskab PWL. ”The sound of a bright young Britain” var selskabets slogan. Det var i yuppiernes storhedstid, hvor det handlede om at se godt ud og tjene penge, og alle skeletter blev gemt væk bagerst i skabet og bag tandpastasmilene. De forsvandt dog ikke af den grund, og eksempelvis døde den kortvarige popstjerne Andy Gibb (lillebror til Bee Gees-brødrene) i 1988 efter et årelangt stofmisbrug, kun 30 år gammel.

I dag tør flere fortælle om og udtrykke deres sårbarhed. Det så vi også denne sommer med grædende mandlige fodboldspillere og OL-helte. Det bekræfter os i, at også sportsstjerner og anerkendte musikere faktisk også er mennesker, der har følelser, hvilket vi selvfølgelig alle sammen godt ved, men som vi måske har en tendens til at glemme, når bolden ruller, og musikken spiller, og alt virker toptrænet og indstuderet ned til mindste detalje. Lidt flere følelser kan forhåbentlig øge den generelle empati, en evne, vi alle har glæde af at få trænet i en tid, hvor nethad og trusler mod snart sagt enhver, der ytrer sig i den offentlige debat, hører til dagens uorden. Og åbenhed om usikkerheder kan føre til, at folk, der har alvorlige problemer med det mentale helbred, bliver hjulpet, før de kører ud over afgrunden.

Jeg er ikke fortaler for, at alle musikere eller andre, kendte som ukendte, skal pille sig i navlen og have ondt af sig selv dagen lang. Og jeg er med på, at selvom mange musikere må leve med en usikker hverdag og ditto økonomi, ikke mindst her i efterdønningerne af corona, så kan vi let finde samfundsgrupper, der generelt har det hårdere end dem og har langt sværere ved at få taletid i medierne. Men lidt mere empati hele vejen rundt skader ikke. Som Annika Aakjær skrev på sin Facebook-side tilbage april efter at have været udsat for harske kommentarer på P1’s Facebook-side efter et debatprogram: ”Jeg har ikke brug for at udvikle tyk hud, for så kan jeg ikke skrive sange.” Vise ord.

LÆS OGSÅ: TEMA: Mental mistrivsel i musikbranchen – tiden er endelig moden til at tage snakken


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA