Nyhed

Smukfest offentliggør fem nye navne

GAFFA - alt om musik

Fem sikre kort fra festivalen

Efter to års ufrivillig pause er Smukfest - forhåbentlig - tilbage i sommeren 2022, og den folkekære østjyske festival har allerede annonceret en lang række navne til festivalen. Publikum vil således kunne se frem til såvel internationale navne som Justin Bieber, Kraftwerk, Melanie C og Limp Bizkit som danske favoritter som Benjamin Hav & Familien, Drew Sycamore og Tessa.

I dag ruller Smukfest så yderligere en håndfuld navne ud - fem sikre kort, som med stor sikkerhed vil fyre op under festen den første weekend i august 2022. Det drejer sig om Alex Vargas, Scarlet Pleasure, Magtens Korridorer, Ude of kontrol og TV-2.

LÆS OGSÅ: Smukfest føjer seks navne til 2022-programmet

Det er 40 år siden, TV-2 første gang optrådte på Smukfest - som dengang hed Skanderborg Festival. Det var i 1981, hvor festivalen blev afviklet for andet gang og new wave-bandet fra Aarhus var aktuelle med deres debutalbum, Fantastiske Toyota.

"I 1981 var TV-2 et lovende up-coming band, og det er kun gået én vej siden da. (...) Repertoiret af tidløse klassikere taler til alle generationer og peger på musikken som et mødested for de store følelser, festen og fællesskabet", som det hedder i en pressemeddelelse fra festivalen.

Smukfest har et stort og trofast stampublikum, og der er på nuværende tidspunkt udsolgt for partoubilletter til festivalen, som i dag kan kalde sig landets næststørste. Det er dog stadig muligt at sikre sig torsdags- og søndagsbilletter til den populære musikbegivenhed. De sælges via smukshop.dk.

ANNONCE