Nyhed

Tønder Festival annoncerer verdensstjerne til 2027 – seks nye navne i alt

Næste år kommer et af de største internationale countrynavne til Danmark, når den sønderjydske festival løber af stablen.

Den danske folk- og rootsfestival Tønder Festival har sikret sig et af de store navne på den internationale countryscene til næste års festival.

Den amerikanske musiker Charley Crockett kommer til Danmark i 2027, hvor han giver sin eneste danske koncert det år.

Charley Crockett besøgte senest festivalen i 2019. Siden har han fået et langt større internationalt publikum og turneret med udsolgte koncerter.


Læs også: The Savage Rose-sanger bliver optaget i Hall of Fame

"Vi er utrolig stolte over at kunne præsentere Charley Crockett på Tønder Festival. Han er et af de største navne inden for countrymusik lige nu, og det er et kæmpe scoop for Tønder Festival, at vi kan tilbyde publikum hans eneste danske koncert i 2027," fortæller festivalens kunstneriske leder, Maria Theessink.

Men den amerikanske countrysanger kommer ikke alene på plakaten.


Festivalen offentliggør samtidig fem andre navne, heriblandt de canadiske musikere Begonia og Beauxmont. Begge får debut på Tønder Festival, og ligesom Charley Crockett giver de deres eneste danske koncerter i 2027.

Fra den danske musikscene kommer Magtens Korridorer, der for første gang skal spille på festivalen.

Med dagens seks nye navne tæller plakaten foreløbig otte artister. Festivalen har tidligere offentliggjort amerikanske 49 Winchester og danske The Savage Rose.


Tønder Festival bliver afholdt i Tønder den 25. til 28. august 2027.

ANNONCE