Nyhed

Svartsot annoncerer første album i seks år

GAFFA.dk – alt om musik

Første single med titlen ”Liden Kirsten” fra det kommende album er landet

Det er efterhånden en del år siden, der har været nyt musik fra det danske folk-metalband Svartsot, men det er nu netop, hvad der er på vej. Bandet har netop annonceret, at deres femte studiealbum lander til februar. Med titlen Kumbl, et gammelt dansk ord der betyder monument, kommer albummet til at indeholde 12 sange, hvoraf første single ”Liden Kirsten” er ude nu. Hør den nedenfor.

Det besynderlige miks mellem folkemusik og metal, også kaldet folk-metal, har vist sig at fungere for bandet Svartsot, der har optrådt til en masse koncerter og festivaler i både ind- og udland, siden de udgav debuten i 2007. Kumbl er ingen undtagelse og vil være en blanding af nogle relativt ukendte og andre mere populære folke- og senmiddelalder-sange fra Danmark og på tværs af Nordeuropa - tilsat masser af metal-elementer.


Svartsot blev dannet i 2005 og bandet består af Christoffer J.S. Frederiksen, Hans-Jørgen Martinus Hansen, Thor Bager, Simon Buje, Frederik Uglebjerg og Micheal Alm. Metalbandet debuterede i 2007 med Ravnenes Saga, efterfulgt af Mulmets Viser i 2010, Maledictus Eris i 2011, og seneste udgivelse er Vældet fra 2015.

Tre singler udgives forud for albummet, hvor den første, "Liden Kirsten", er en traditionel dansk folkevise, der fortæller historien om, hvordan en konge besluttede at gøre sin begærdame til sine børns mor og sin dronning uden at fortælle hende det først. Dernæst følger ”Carmen Vernale” som andensingle, der er en sang fra omkring år 1500, skrevet af Morten Børup, kantor ved Aarhus Domkirke.

Sidste single, der vil udgives forud for albummet er “Drømte mig en drøm”, som er en uddybning af den ældste indspillede danske sang, der er overleveret til os i et runemanuskript fra ca. 1300.


LÆS OGSÅ: Svartsot: Mulmets Viser

Kumbl tracklisten ser således ud:

  1. Den hoboeken dans
  2.  Nu stander landen i våde
  3. Carmen Vernale
  4. Ebbe Skammelsøn
  5. Kragevisen
  6. Villemand
  7. Liden Kirsten
  8. Rottefængeren
  9. Den store stygge stimand
  10. Drømte mig en drøm
  11. Ramund
  12. De to ravne

Lyt til "Liden Kirsten" her:

ANNONCE