Nyhed

Tina Dickow udskyder del af forårsturné og deler dato for album-release

GAFFA.dk – alt om musik

Udsættelsen er for en gangs skyld ikke coronarelateret

Tina Dickow har ellers været skånet for at udskyde koncerter det sidste halvandet års tid, hvor coronavirus har påvirket mange kulturarrangementer, men det er netop, hvad hun nu har valgt at gøre. Valget skyldes dog ikke corona. Sangeren har i stedet valgt at udskyde første del af sin forårsturné – ”den jyske del,” som hun kalder det – på grund af forsinkelser i sit kommende albums release date.

I en video på musikerens Facebook side starter hun med at erklære, at hun ”har noget, hun skal sige,” og at det ”ikke er så fedt”. Kommentarerne opdeles af Dickow, der spiller mundharmonika, måske for at løfte stemningen i lyset af den ærgerlige nyhed.


Artiklen fortsætter under opslaget

Kunstneren udtaler, at hun og holdet har været ”for håbefuldt optimistiske” i forhold til deres forventninger for, hvornår det kommende album ville være færdigt. Det er Dickows ønske, at fans først skal have muligheden for at blive bekendte med sangene, lære teksterne og korstemmerne, før en liveoplevelse af disse – så de ”for alvor kan synge med.”


Dickow udtaler, at det piner hende at skulle udskyde en del af turnéen, men hun håber samtidig, at fans kan forstå beslutningen. Billetter købt til de originale datoer flyttes automatisk til de nye, udskudte datoer. Alternativt er det selvfølgelig også muligt at få refunderet sin billet, hvis man ikke kan deltage på den nye dato.

Det nye album fra Tina Dickow forventes at komme ud den 1. april og bliver desuden den første af sangerens egne albumudgivelser på dansk. Singleforløberen "Bitte små ryk" udkom i oktober.

LÆS OGSÅ: Tina Dickow annoncerer nyt album på dansk – og turné


Den danske singer-songwriter var sidst albumaktuel i 2018 med sit niende studiealbum, Fastland. Tidligere på året gik Dickow desuden sammen med Carpark North-frontmanden Lau Højen om udgivelsen af nummeret ”Første dag i skolen”. Højen har udtalt, at Dickow stod ”allerøverst på ønskelisten”, da han skulle finde en medsanger til duetten.

Nye koncertdatoer:

Torsdag 6. oktober 2022 – Vejle Musikteater


Fredag 7. oktober 2022 – Grenaa, Pavillonen

Lørdag 8. oktober 2022 – Viborg, Tinghallen

Onsdag 12. oktober 2022 – Aarhus, Musikhuset


Torsdag 13. oktober 2022 – Randers, Værket

Fredag 14. oktober 2022 – Holstebro

Lørdag 29. oktober 2022 – Odense, Odeon


Søndag 30. oktober 2022 – Aalborg, Musikkens Hus

Tirsdag 1. november 2022 – Aarhus, VoxHall

Onsdag 2. november 2022 – Esbjerg, Musikhuset


Torsdag 3. november 2022 – Haderslev, Harmonien

Fredag 4. november 2022 – Sønderborg, Alsion

Lørdag 5. november 2022 – Herning Kongrescenter


Hirtshals følger snart.

Lyt til sangerens seneste single, Bitte små ryk" her:


ANNONCE