Nyhed

Tina Dickow annoncerer nyt album på dansk – og turné

GAFFA.dk – alt om musik

Endnu en fantastisk turnényhed, som vi kan glæde os til næste år

Den danske singer-songwriter Tina Dickow har i dag afsløret, at hun arbejder på sit første dansksprogede album. I den anledning drager den prisvindende sanger også på Danmarksturné i foråret 2022, hvor publikum kan opleve de nye sange live for første gang nogensinde. 

Dickows seneste albumudgivelse var Fastland fra 2018, der var hendes niende studiealbum siden debuten i 2001 med Fuel. I 2014 udgav sangeren cover-albummet En Håndfuld Danske, der var en samling af covers af danske hits, blandt andet Medinas “Ensom” og Ulige Numres “København”. Det nye album bliver dog den første af sangerens egne albumudgivelser på dansk. I marts i år udgav hun singlen “Lige Nu” med sin mand Helgi Jónsson.


"Jeg tror, alle véd, at vi glæder os vanvittigt til at komme ud at spille. Og hvis bare publikum glæder sig halvt så meget, som jeg gør, til vi igen kan mødes på spillestederne, så kan det kun blive magisk. Og at det bliver i kølvandet på nyt album, gør det bare endnu mere spændende. Vi skal jo spille spritnye sange på dansk, og der er flere grunde til, at de sange kommer nu”, fortæller sangeren og fortsætter:

“Jeg har savnet Danmark helt ubeskriveligt i den lange periode, hvor jeg ikke har kunnet rejse hjem, og følt mig mere dansk end nogensinde det sidste års tid. Og derudover føles det som et godt tidspunkt at tage et spring og prøve noget nyt frem for at søge tilbage til det gamle. Vi er et andet sted nu. Og jeg glæder mig til at mødes lige dér."

Forsalget til billetterne starter på fredag d. 28. maj kl 10:00, og billetter kan købes på de enkelte spillesteders hjemmesider.


LÆS OGSÅ: Tina Dickow: Stadig på farten – med fast grund under fødderne 

Se alle koncertdatoerne her –  som noget nyt spiller Dickow to forskellige spillesteder i både København og Aarhus, så publikum i disse byer kan vælge en siddende koncertsal eller en stående rockklub.

Fredag d. 18.3. Odeon, Odense


Lørdag d. 19.3.  Herning Kongrescenter

Tirsdag d. 22.3.  Musikhus Esbjerg

Torsdag d. 24.3. Alsion, Sønderborg


Fredag d. 25.3. Harmonien, Haderslev

Lørdag d. 26.3. Tinghallen, Viborg

Torsdag d. 31.3. Værket, Randers 


Fredag d. 1.4. Musikteateret, Holstebro

Lørdag d. 2.4. Vejle Musikteater

Søndag d. 3.4. Musikkens Hus, Aalborg


Mandag d. 4.4. Musikhus Aarhus

Tirsdag d. 5.4. VoxHall, Aarhus

Torsdag d. 21.4. Ringsted Kultur & Kongrescenter


Fredag d. 22.4. Portalen, Greve

Søndag d. 24.4. Operaen, København

Mandag d. 25.4. Vega, København


Varm op med "Lige nu":

ANNONCE