GAFFA.dk – alt om musik
Den genreblandende rapper og sanger kan opleves i Vega i december
Den amerikanske rapper og sanger 070 Shake giver koncert i Store Vega torsdag den 2. december 2021.
070 Shake, som har det borgerlige navn Danielle Balbuena, blander genrer som hiphop, pop, alternativ, indie og r&b.
Danielle Balbuena har dominikanske forældre, men er opvokset i New Jersey. I gymnasiet fandt hun ud af at dyrke de evner, hun havde inden for så forskellige felter som poesi og basketball. Hendes kaldenavn "Shake" refererer til en særlig svær crossover-dribling, mens 070 er et postnummer i New Jersey.
Poesien førte til musik, og i 2016 skrev hun kontrakt med Kanye Wests pladeselskab G.O.O.D. Music, efter de havde hørt hendes single ”Proud”. Det førte til debut-ep’en Glitter i 2018 og herefter gæsteoptrædender på sange som “Santeria” fra Pusha T’s album Daytona og på “Ghost Town” fra Kanye Wests album Ye.
I juni 2019 optrådte hun på Distortion, hvor GAFFAs anmelder gav hende fem stjerner.
LÆS OGSÅ: 070 Shake er et barn af sin tid
I starten af 2020 udgav 070 Shake sit debutalbum Modus Vivendi, der gik top 10 på Billboard Top Current Albums Chart (som fokuserer på solgte og altså ikke streamede album, eksklusive titler, der er over 18 måneder gamle) og fik firstjernede anmeldelser fra Rolling Stone og NME samt roser fra The New Yorker, The Wall Street Journal og Pitchfork.
070 Shake har desuden arbejdet med en lang række kunstnere, eksempel Nas, DJ Khaled og Jessie Reyez, og hendes sange er sammenlagt blevet streamet flere hundrede millioner gange.
Billetsalget starter fredag 11. juni kl. 10.00 via vega.dk, livenation.dk og ticketmaster.dk
Varm op med "Guilty Conscience":