x
070 Shake er et barn af sin tid

070 Shake, Distortion Ø, Urban-scenen, København

070 Shake er et barn af sin tid

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Indtil nu i løbet af Distortions fredagsaften har Urban-scenen bestandigt været halvtom. I konstante skift mellem 30-40 minutter acts og ditto dj-sæt har der ikke været trækplasteret, der kunne forsvare, at klub- og trancefestivalen også skulle rumme denne genre. Genren har bestemt bredere appel, men det kræver de rigtige bookinger, før det for alvor trækker folk. Det kom der så sandelig kl. 23.30 sharp. For lige pludselig er det grønne militærtelt proppet til sidste meter, og det er der en meget naturlig forklaring på. Festivalens absolutte hovednavn 070 Shake er ved at gøre sig klar.

Hvem er hun så? Danielle Balbuena, som er hendes rigtige navn, har på rekordtid sammen med sit hiphop-kollektiv 070 skabt sig en betydelig rolle som bannerfører for moderne hip hop med hjemmebane i New York og New Jersey. Bredest kendt blev hun dog, da selveste Kanye West så hendes potentiale og markante skikkelse og tog hende med som feature artist på hans eget Surgical Summer-album ”Ye” fra sidste år. Større blåstempling findes næsten ikke i år 2019. Det er lige pludselig mange forventninger at skulle bære som kunstner, der kun har været aktiv i tre år. Men det gør det bestemt ikke mindre spændene.

Da startfløjtet skal til at lyde, sker der noget pudsigt. Shake ad libber uden for scenen lidt ind over ”Sicko Mode”, som bliver spillet for 127. gang af festivalens dj’s, og for første gang på festivalen forstummer publikum og er i deres rus ligeglade med hittet, der nu spiller. Folk klapper i i spænding, fordi de netop er kommet for at høre 070. Det er altså en stærk præstation på Distortion. Hun træder da også op på scenen til et massivt jubelbrøl og begynder stille og roligt med sangen ”Glitter” fra debut-ep’en med samme titel fra sidste år.

Hvad der er værd at nævne ved 070s musik er, at hun virkelig rammer en tidsånd som få andre. Emo-bølgen har lige så stille fået tag i musikbranchen igen med navne som XXXTentacion og Lil Peep på hitlisterne. 070 er af samme støbning, bare langt mere modereret. Førnævnte sang er et godt eksempel på dette, der ikke skal smadres ind i ansigtet med livsangst, men tværtimod slentre lyrisk og melodisk op ad en tristesse, som er mange lyt værdige, også selvom emo ikke er ens ting (jvf. undertegnede).

Intensiteten ligger i hendes vokal, og det mærker vi også fra start, da hun glemmer at følge sangens tonegang, og hellere vil lade publikum samle sig i begejstring over hendes stemmes evner. Og den er virkelig noget for sig, selv med AutoTune inde over. Hun takker ydmygt og hjertevarmt for fremmødet og minder os om, at vi skal have en fest, midt i hendes dystre univers. ”Stranger” kommer på, og aftenens første moshpit samler sig og eksekveres nydeligt – til en sang om ulykkelig kærlighed!

Danielles evner og fremtoning på scenen blot med en dj som selskab er virkelig imponerende, og hun har vitterligt hele teltet i sin hule hånd. Det er et imponerende svendestykke af en debut i Danmark, hun er ved at skabe sig, og det bliver ikke svagere, af at hun lader sin nyeste single ”Morrow” følge trop, n lækkerbisken af en crooner med en let fordøjelig og samtidig altdominerende bas. Man kan skære igennem ekstasen i luften. Danielle bruger lejligheden til at lange nogle verbale fuckfingre ud til de sociale medier og folks forventninger og så videre. Det er på mange måder den klassiske romantiker, der stiller sig op og spørger efter kærlighed i en fremmedgørende verden, og det er liiiige ved at blive for meget. Hun har nye uudgivne sange med fra et kommende album, som i første tilfælde hedder ”Forever”. Den er lidt for meget mere af det samme og bliver et forvarsel mod en måske mere poppet tilgang til hendes musik fremover, som måske vil klæde hende, måske ikke.

Hun vender derefter tilbage til kærlighedsbudskabet og beder folk vende sig mod deres elskede under tonerne til ”Nice to Have”. Her balanceres lev-i-nuet budskabet dejligt uden at blive for corny og for vammelt. Sangen er en velsmurt moderne ballade, og hendes dedikation til aftenen giver pote i hendes vokals præstationer, som bare sidder i skabet. ”Fuck what they say / i’m safe in your arms” er bare, banalt præcist og smukt.

Vi skal have gang i den igen, bliver der annonceret. Det får vi med ”Honey”, en sang som jeg ikke har forstået kvaliteterne af, indtil jeg ser udfoldelsen af den live, da HELE teltet står på spring, unge som gamle (ja, der er flere midaldrende par til stede!), og på droppet moshes og danses der side om side. Det er utroligt, hvordan en sangkan skifte karakter, når den spilles på det rigtige sted det rigtige tidspunkt. Danielle slukker musikken og venter med at reagere til roen har sænket sig, inden hun a capella begynder på sidste halvdel af Kanyes ”Ghost Town”, hvor hun medvirker.

Det hele ender ud i fællessang af hendes omkvæd i sangen, der uden tvivl også er nummerets helt store trækplaster. Under hele koncerten er vores og hendes smil kun blevet større, og det er utroligt at kunne gå til koncert på en festival som Distortion og få sendt så meget positiv energi med hjem i bagagen. Koncerten må få en ende, og det gør den med endnu et nyt nummer, ”Under the Moon”, som er straks mere interessant end det første skud. Igen er vi i grænselandet mellem ballade og elektroniske eksperimenter og en vokal får det bare til at fungere. ”We’re all under the same moon” erklærer hun afsluttende. Igen for meget for nogle, men på aftenen ganske passende. Danielle går ud, som hun kom, til stor applaus, og det var en gennemført og ekstraordinær koncertoplevelse at få lov til at være vidne til. En generation har fået en ny stemme: 070 Shake.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA