GAFFA.dk – alt om musik
I kølvandet på Nordic Noise Festival 2021 har arrangørerne bikset endnu flere koncerter sammen til dem, der ikke helt fik nok
Metalfestivalen Nordic Noise har i dag annonceret, at de afholder Metal Aid ‒ et to-dages koncert-event den 16. og 17. juni i Amager Bio, hvor festivalen normalt afholdes. Arrangementet er en omgang førstehjælp til både metal-fans og -musikere, der savner at gå koncertamok, stemningen og fællesskabet.
På programmet på førstedagen, den 16. juni, er der folk metal-bandet Svartsot, metalbandet Heidra, den symfoniske metalgruppe Ethereal Kingdoms og black metal-bandet Lotan. På andendagen, den 17. juni, spiller thrash metal-gruppen Artillery ‒ der også er booket til Nordic Noise Festival 2022 – black/heavy metal-bandet Slægt (billedet), det melodiske death metal-band Withering Surface og thrash metal-gruppen Demolizer.
"I en tid, hvor metalfans havde glædet sig til at være på græs til sommerens store festivaler, kommer her en lille nødløsning til det trængende publikum. Metal Aid er opstået af nødvendigheden i at få metal og øl i blodet under pandemien”, udtaler Michael H. Andersen, der er festivalens arrangør.
Alle, der har købt og køber billet til 10-års jubilæumsfestivalen Nordic Noise 2022, får gratis adgang til "Metal Aid", så længe lager haves. Ellers koster en en-dags billetterne 166,6 kr., og to-dages billetterne koster 266,6 kr.
Billetter kan købes lige her.