GAFFA.dk – alt om musik
Artigeardit, Lord Siva og Basshunter er dagens nye annoncering
Den nystartede Amager-festival ØreSound på Tiøren er klar med endnu tre navne, nemlig Artigeardit, Lord Siva og Basshunter.
Artigeardit udgav i 2018 sit debutalbum Vildedage og fik sit gennembrud samme år med sangene ”Værformig” og ”Voicemail”. Siden har han haft adskillige millionstreamende hits, blandt andet ”Ses senere”, ”Lov mig 1 ting” og ”Elvis”, han har spillet for udsolgte huse i hele Danmark, og i 2020 var han nomineret til P3-Prisen. Artigeardit optræder til ØreSounds Urban-dag.
Lord Siva (billedet) ep-debuterede i 2014 og har gradvist bevæget sig frem mod større og større popularitet på grænsen mellem hiphop og pop, rap og sang. Sidste år skabte han et af årets største hits, "Solhverv", en videreudvikling af dansktopgruppen Humørekspressens sang af samme titel. Nummeret modtog i slutningen af april en Zulu Award som Årets Hit. Lord Siva optræder til ØreSounds Pop-dag.
Jonas Erik Altberg, bedre kendt som Basshunter indhyller ØreSound i 00’er-nostalgi den 13. august. Den svenske producer og dj slog igennem i 2006 med monsterhittet "Boten Anna" og er også kendt for hits som "DotA" og "All I Ever Wanted". Basshunter optræder til ØreSounds EDM-dag.
Programmet er nu som følger:
Torsdag til ØreSound URBAN: BURNA BOY, B.O.C, TESSA, ARTIGEARDIT
Fredag til ØreSound EDM: MORTEN, CLEAN BANDIT (DJ-SET), TOOMANYLEFTHANDS, BASSHUNTER
Lørdag til ØreSound POP: JUNG, LORD SIVA
Festivalen bliver afholdt inden for de gældende corona-restriktioner med pt. maksimalt 5000 gæster.
Salget af Limited Partout-billetter, Endagsbilletter og VIP-billetter er i fuld gang via ticketmaster.dk
LÆS OGSÅ: ZULU AWARDS: Lord Siva gjorde ukendt Humørekspressen-sang til årets landeplage