GAFFA.dk – alt om musik
Albummet Tesla er på gaden 5. marts
Benjamin Hav har netop annonceret på Instagram, at han udgiver nyt album på fredag den 5. marts.
Blandt de medvirkende er, at dømme efter et billede på Instagram, Tina Dickow, Artigeardit, Emil Kruse, Carl Knast, Wads.PNG (alias Mads Bo fra Phlake), Peter A.G. fra Gnags, Klamfyr alias Orgi-E fra Suspekt, Pind, Wayz og Elon Reeve. Sidstnævnte er også navnet på Tesla-grundlæggeren Elon Musk, og det uddyber Benjamin Hav i en pressemeddelelse, hvor han afslører, at albummet får titlen Tesla, og derudover kommer han med noget af en røverhistorie.
Benjamin Hav påstår nemlig, at han er blevet hyret af Elon Musik til at lave musik til Teslas hovedkvarter og til selskabets raketflyvninger, hvor musikken skal spilles "gennem små udvendige højttalere" ude i rummet. Hav fortæller, at han er blevet hyret sammen med 29 andre musikere, "flest fra Sydafrika", og at han har skabt denne musik under to ophold i en robot-afsprittet kælder i Teslas hovedkvarter i Palo Alto i Californien – og det nye album er opstået som en slags sideprodukt grundet Benjamin Havs store produktivitet.
"Jeg laver jo dansksproget musik, så det var lidt mysti-fystisk. Men så viste det sig, at nogle fælles bekendte havde nævnt mig for Grimes, som jo danner par med Elon. Og hun var så gået videre til ham med et par af mine første sange i eget navn. Derfra var der vist ikke noget at rafle om, for organisationen har helt specifikt ledt efter typer som mig. Altså folk, som reflekterer Elons smågeniale, dybt uforudsigelige og til tider også kropumulige sindelag. "The odd ones", som han selv udtrykker det," siger Benjamin Hav og fortsætter:
"Albummet skulle jo egentlig have heddet Løftet, fordi jeg prøver at skabe en slags bindende kontrakt mellem mig og mine lyttere. De skal vide, hvor meget jeg vil dem. Men så dæmrede det for mig: Jeg indså, hvor meget turene til HQ har påvirket mit stadig mere æteriske udtryk – og hvordan jeg har fået vinger og nogle større armbevægelser af de her to ophold. Det klæder mig virkelig. Og endelig var det Elon selv, der gav mig ideen tilbage i september: "Du kan jo også bare kalde det for Tesla," sagde han. Det kunne jeg sagtens se fornuften i. Især fordi jeg har fået stillet en Model X til fri afbenyttelse resten af 2021."
LÆS OGSÅ: Snart kan musikchips i hjernen blive virkelighed – takket være Elon Musk
Hvis man synes, at denne historie lyder en kende urealistisk, hører det med til fortællingen, at Benjamin Hav er kommet med flere røverhistorier om sine tidligere album. For eksempel påstod han, at hans debutalbum Spice Up Your Life var indspillet i løbet af seks måneder i en villa i Moskva.
Benjamin Hav afslutter:
"Jeg opererer i et spændfelt, der rækker fra renfærdig sindighed til brassband-konfetti. Man kan næsten sige, at jeg rummer både Adele og Kanye, og nu bliver jeg selv helt pinlig, for det er selvfølgelig ekstremt klamt at referere til de største derude. De er bare også de mest oplagte at trække frem, når jeg skal prøve at beskrive Tesla."
Noget, der til gengæld ikke er en røverhistorie er, at Benjamin Hav kan opleves til GAFFA-Prisen dagen før, albummet udkommer, altså den 4. marts. Han er også nomineret til fire priser ved showet.
LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN 2021: Vi rydder sendefladen og broadcaster 3,5 timers musik-tv
Benjamin Hav indledte karrieren som rapper i Benal, hvis anden halvdel blev udgjort af producer Magnus Albert Wanscher. Benal ep-debuterede i 2013 og nåede at udgive tre ep'er, som siden blev samlet på et album, og yderligere tre album, inden de gik i pause-mode ved indgangen til 2020. Umiddelbart efter udgav Benjamin Hav sine to første soloalbum, Spice Up Your Life og Dit syge dyr med kun en uges mellemrum i de første to uger af 2020.
Vis dette opslag på Instagram
Varm op med singleforløberen "Den dejligste boy":