GAFFA.dk – alt om musik
Med afsæt i den danske punkscene er sangeren klar til at sætte godt gang i Loppens intime scene
Efter hvad der føles som en evighed uden koncerter, kan vi nu forhåbentlig begynde at glæde os til masser af dygtige kunstnere spille live til foråret. En af dem er danske Neu Sierra, som kan opleves live på Loppen i København, fredag d. 14. maj.
Sangeren og sangskriveren debuterede i november med singlen ‘’Dirty Me’’, som fik stor opmærksomhed og blandt andet blev en af GAFFAs 12 udvalgte bedst lige nu-sange samme måned, med ordene: “en folket, dyster sang om et overgreb, der kanaliserer lige dele Nico og Nick Cave and the Bad Seeds. En rå, drømmende og vedkommende sang om seksualitetens alvor”.
Efterfølgeren, singlen ‘’For The Last Time’’, kom i sidste uge, og nu kan vi glæde os til debut-ep’en Sulfur and Molasses som udkommer her i foråret. Hør ‘’For The Last Time’’ her:
Artiklen fortsætter efter videoen
Den 14. maj giver hun den gas på Loppen i København, med støjende og melodiske guitarer, ekspressive trommer og autoharpe. Til koncerten vil Neu Sierra blandt andet være akkompagneret af Sort Sol-trommeslageren Tomas Ortved og guitarist Mathias Gørtz fra Leizure.
Biletsalget er netop begyndt via Tikkio
Læs også: Hun Solo er klar med ny koncertdato - og fuldt lineup