Nyhed

Hovednavn melder afbud til Smukfest 2021

GAFFA.dk – alt om musik

Smukfest arbejder nu på at få Herbie Hancock flyttet til 2022

Den amerikanske pianist, komponist og producer Herbie Hancock har aflyst sin optræden på årets festival i Skanderborg på grund af coronavirus. Talsmand Søren Eskildsen fortæller på festivalens hjemmeside:

"Det er ikke unormalt, at en kunstner af forskellige årsager må aflyse en festival-tour – det har vi oplevet før. Årsagen nu er Corona, der, som vi alle ved, har forårsaget en del udfordringer, og derfor var vi også forberedte på, at der ville komme aflysninger fra specielt internationale artister. Det er ærgerligt, men heldigvis har vi en masse andre fantastiske artister og bands på plakaten, ligesom vi stadig har en stærk bunke danske og internationale kunstnere i ærmet, som vi glæder os til at afsløre for vores gæster."


Coronarestriktionerne er forskellige i hele Europa, og hvis udenlandske festivaler aflyser, og kunstnernes tour dermed ikke kan gennemføres, kan det komme til at påvirke dette års festivalprogrammer i Danmark. Det er, ifølge Smukfest, derfor ikke usandsynligt, at der vil komme flere afbud i løbet af foråret.

"Men I kan stole på, at vi kæmper for at give jer det bedst mulige musikprogram og en lige så fantastisk festival."

Det er ikke kun Smukfest, der er ramt af aflysninger. Roskilde Festival offentliggjorde i februar, at et af deres hovednavne, Thom Yorke Tomorrow’s Modern Boxes havde aflyst, ikke kun den danske festival, men hele deres turné grundet coronarestriktioner. Læs mere om det her.


Hører man til en af dem, der har fået nok negative festivalnyheder, og i stedet bare gerne vil glæde sig, kan man indtil videre se frem til et Smukfest-program, der blandt andet inkluderer en masse danske navne, som Artigeardit, Benjamin Hav, Burhan G, Drew Sycamore, Hugorm, Jada, Jung, Kesi og Patina. Og så forhåbentlig stadig de udenlandske hovednavne Gorillaz, Kraftwerk og Slipknot.

LÆS OGSÅ: GENÅBNINGSPLAN: Spillesteder må genåbne i maj – ekspertgruppe skal rådgive om store events

ANNONCE