Nyhed

Festivalen Syd for Solen er klar med de første navne

GAFFA.dk – alt om musik

Fredagsprogrammet byder på legendarisk britpop, dansk søsterduo og engelsk indierock

Den spritnye, københavnske festival Syd for Solen har netop annonceret de første fire navne, som står på plakaten fredag den 10. juni 2022. Hovednavnet er britpop- og Oasis-legenden Liam Gallagher. "Når man nu skal lave larm, kan man lige så godt invitere Storbritanniens største kæft med fra start af," skriver arrangørerne i en pressemeddelelse. Gallagher skal sammen med danske Prisma og de britiske bands Goat Girl og Black Honey sætte gang i fredagsfesten i Søndermarken.

De enkelte dage på Syd for Solen vil have hver sin musikalske dagsorden, hvilket arrangørerne tidligere har understreget i en pressemeddelelse: "Det er de enkelte dage, der skaber helheden. Ikke den anden vej rundt. Hver dag starter en ny fest". Og det er så Liam Gallagher, der får fornøjelsen af at definere tonen for fredagens festivalprogram. 


”Syd for Solens musikprogram bliver bygget op omkring tre hovednavne, der spiller hver deres dag. Vi kommer til at lave et massivt line-up omkring Liam Gallagher, der understøtter hans energi og troværdighed. Det handler ikke nødvendigvis om genre, men om at skabe et helstøbt program, hvor man både kan opleve velkendte og nye ting på en enkelt dag,” fortæller Nikolaj Thorenfeldt, CEO hos smash!bang!pow!, der står bag Syd for Solen.

Liam Gallagher har ikke kun det hele i munden. Han debuterede sammen med sin bror i 1994 med Oasis, og året efter blev bandet udråbt til verdens største takket være britpop-sange som "Supersonic", "Wonderwall" og "Champagne Supernova" – sange som Liam lægger markant vokal til. Liam Gallagher har udgivet to soloplader, der begge er gået direkte ind på toppen af den engelske hitliste, og til maj 2022 udkommer hans næste soloalbum C’mon You Know.

Umiddelbart forud for sin optræden på Syd for Solen giver Gallagher to udsolgte koncerter i Knebworth, England foran sammenlagt 160.000 fans. Koncerterne foregår 25 år efter Oasis’ legendariske gigantkoncert samme sted. Så mon ikke der sniger sig et Oasis-hit eller flere med i Danmark også? 


LÆS OGSÅ: Liam Gallagher tilføjer ekstra Knebworth-koncertdato

Arrangørerne understreger, at der er "flere store navne i støbeskeen med masser af attitude" til fredagsprogrammet. Senere vil det også blive offentliggjort, hvem der er hovednavn til festivalens lørdags- og søndagsprogram samt hvilke mellemstore og upcoming artister, der tilslutter sig.

De første fire kunstnere for fredag den 10. juni:
Liam Gallagher (UK)
Black Honey (UK)
Goat Girl (UK)
PRISMA (DK)


Navnet på den nye festival er heller ikke en tilfældighed. Nikolaj Thorenfeldt forklarer, at omgivelsernes historik har spillet en stor rolle i udvælgelsen af navnet Syd for Solen. 
 
"Med navnet Syd for Solen vil vi gerne skabe en poetisk klang, der går hånd i hånd med Søndermarkens historie. Når man laver festival i så historisk en ramme, skal man have respekt for den – og det skal navnet gerne signalere. Vi vil gerne skabe et sted, hvor gæsterne kan glemme hverdagens trængsler, hvor der er godt at være; det er Syd for Solen," begrunder Thorenfeldt. 

Syd for Solen løber af stablen fra den 10.– 12. juni 2022 i de naturskønne og historiske omgivelser i
Søndermarken på Frederiksberg, København. De enkelte dage har et internationalt hovednavn i front, som bakkes op af et spændende national og internationalt lineup, der er inspireret af hovednavnet.

Billetsalget er gået i gang. Festivalen arbejder med dagsbilletter, der koster 650,- kroner per dag. Der vil væreplads til op mod 15.000 gæster per dag. Billetter kan købes på billetlugen.dk

LÆS OGSÅ: Ny, stor musikfestival i København

Varm op til fredagsfest på Syd for Solen med Liam Gallaghers optræden af "For What It's Worth" lige her: 

ANNONCE