GAFFA.dk - alt om musik
Koncertannonceringen sker i kølvandet på nyheden om bandets kommende album
Franz Ferdinand delte for nylig, at de udgiver et "best of"-album med titlen Hits To The Head. Og nu kan det skotske band også annoncere, at de gæster Danmark på deres kommende turné, hvor de skal spille i Store Vega, København, den 9. april 2022.
Franz Ferdinand slog for alvor igennem med sangen ”Take Me Out”, som blev et internationalt hit, der i dag har over 500 millioner streams på Spotify. Deres selvbetitlede debutalbum fra 2004 er gennem tiden blevet hyldet med flere Brit Awards, Grammy nomineringer og den prestigefulde Mercury Prize. Også herhjemme fik Franz Ferdinand stor succes. I 2005 vandt gruppen hele to priser til Danish Music Awards, herunder Årets udenlandske navn og Årets udenlandske hit.
Siden debutalbummet har Franz Ferdinand udgivet fire andre fuldlængde-albums. Dette store bagkatalog vil de nu hylde med albummet Hits To The Head, som udkommer den 11. marts 2022. Med numre som ”Take Me Out”, ”Walk Away” og ”Do You Want To” vil bandet medbringe 00’er-nostalgien på deres kommende turné, her 20 år efter deres musikkarriere begyndte.
Franz Ferdinand gæstede sidst Store Vega i 2018. Koncerten fik fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev: "Altid charmerende Franz Ferdinand skabte lørdag aften en rockfest af de sjældne med Vega som ekstatisk medspiller." Koncerten blev også beskrevet som en "kollektiv sejr mellem et tæt band og publikum" og nu vender de tilbage til det københavnske spillested.
Billetsalget til koncerten i Store Vega starter fredag den 12. november klokken 10.00, og du kan købe dine billetter via ticketmaster.dk og dtdconcerts.dk.
LÆS OGSÅ: Franz Ferdinand-trommeslager træder ud af bandet
Mens du venter, kan du passende genhøre Franz Ferdinand-hittet "Take Me Out":