GAFFA - alt om musik
Bokssættet udkommer 10. december
I år er det tyve år siden, at Damon Albarn og resten af tegneseriebandet Gorillaz udgav deres selvbetitlede debutalbum. Det skal naturligvis fejres - og det bliver det nu. Det otte cd'er store bokssæt Gorillaz (20th Anniversary Super Deluxe Vinyl Boxset) præsenterer en genudgivelse af albummet, suppleret af en samling B-sider, dub- og reggae-remix-albummet Laika Come Home (som aldrig har været ude på vinyl før) samt en liveoptagelse fra 2001, optaget i Kentish Town Forum, London.
Det store bokssæt, som også rummer "lækkede dokumenter, memoer, fax og nogle tidlige Jamie Hewlett-tegninger, som var formodet gået til i en brand", udkommer i et begrænset oplag den 10. december 2021.
Nyheden om det luksuriøse jubilæums-bokssæt lander blot en uges tid inden Gorillaz- og Blur-frontmanden udgiver nyt album i eget navn. The Nearer The Fountain, More Pure The Stream Flows udkommer den 12. november, og det blev indvarslet af en ny musikvideo fra Albarn i sidste måned.
Gorillaz skulle have optrådt på denne sommers Smukfest i Skanderborg. Grundet festivalens aflysning er de i stedet på programmet i sommeren 2022.
Gorillaz kunne sidst opleves herhjemme, da de lukkede Orange Scene på Roskilde Festival i sommeren 2018, hvor de også udgav deres sjette studiealbum under titlen The Now Now.
De fulgte udgivelsen op i 2020 med udgivelsen af Song Machine, Season One: Strange Timez – gruppens syvende og seneste album.
LÆS OGSÅ: Aberne går endelig bananaz igen!