Nyhed

Korn annoncerer nyt album – hør første single

GAFFA.dk – alt om musik

Sangen og den tilhørende musikvideo udgør en ”følelsesfuld rejse”

Efter at have pirret fanbasens nysgerrighed med en række interaktive billboards med artwork fra et muligt kommende album, har Korn nu officielt bekræftet, at det nye album bliver en realitet. Dette skriver NME. Pladen, som bliver gruppens 14. studiealbum, udkommer den 4. februar 2022.

Det californiske metalband har netop delt første single fra den kommende udgivelse. ”Start the Healing” hedder nummeret, der komplementeres af en musikvideo, som er mættet med visuelle indtryk.


I videoen klippes der således mellem gruppen, der optræder, og en slags overnaturlige væsner, der vokser og udvikler sig. Musikvideoen er instrueret af Tim Saccenti, der fortæller:

– Vores idé for denne video var at mutere det aspekt af Korns DNA, der gør dem så inspirerende, deres miks af rå kraft og transporterende æstetik og menneskelige følelser. Jeg ønskede at tage seeren med på en følelsesfuld rejse, ligesom sangen gør, en indvendig, rensende død og genfødsel, der forhåbentlig vil hjælpe med at bringe lytteren gennem deres personlige kampe, uanset hvad disse går ud på.

Korn var sidst albumaktuelle med The Nothing fra 2019. Den Grammy-vindende gruppe er annonceret som hovednavn til næste års Copenhell, som finder sted fra den 15.-18. juni 2022. Bandet spillede sidst på festivalen i 2011 og skulle egentlig have været forbi Copenhell allerede i år. Festivalen måtte dog desværre aflyse på grund af coronapandemien.


LÆS OGSÅ: Copenhell klar med 20 navne til 2022

Se den nye video her:


 

ANNONCE