GAFFA.dk - alt om musik
Duoen vil, sammen med deres faste band, besøge fire danske byer
For halvandet år siden udgav Phlake deres tredje studiealbum, The Illegal Download of Your Soul, og nu er duoen igen klar med ny musik. De har netop kickstartet et nyt musikalsk kapitel med singlen "Vendetta", der udkom i slutningen af oktober. Den nye musik kan de passende medbringe, når de drager på turné til efteråret 2022. Turnéen byder på i alt fire koncertdatoer i Danmarks fire største byer:
Turnédatoer 2022:
29.09.22: Odeon, Odense
30.09.22: Royal Stage, Aalborg
07.10.22: K.B. Hallen, København
08.10.22: Aarhus Congress Center, Aarhus
I en pressemeddelelse fortæller Phlake-forsangeren Mads Bo om betydningen bag deres nye single:
"For mig er "Vendetta" en sang, der handler om stress og selvbedrag i usund og farlig forening. Den handler om, hvor opslidende det er at være i et konstant opgør med sig selv; hvem man har været, hvem man er – og især også hvem man gerne vil være. Noget af det mest uoverskuelige i tilværelsen kan være at ændre på sig selv. Det der med at stoppe op og gøre noget ved sine problemer føles ofte ikke som en mulighed.”
Phlake slog for alvor igennem tilbage i 2016, hvor sangene "Pregnant" og "Angel Zoo" fra deres debutalbum hurtigt havnede på de danske hitlister. Både i 2016 og 2017 var Phlake det mest spillede danske navn på P3. Og i 2018 var deres single "The Rascal" det mest spillede nummer på dansk radio.
Phlake er kendte for at præstere, når det kommer til liveoptrædener. Det blev især tydeligt, da de satte publikumsrekord på Roskilde Festivals upcoming-scene i 2016. En performance, der oven i købet var Phlakes debut på festivalen. Året efter åbnede de Orange Scene og har siden optrådt i hele landet.
Kort før nedlukningen af Danmark, i november 2019, spillede bandet et headliner-show i Royal Arena. Koncerten, der blev en milepæl i deres karriere, fik fem stjerner af GAFFAs anmelder, der bragte anmeldelsen med overskriften: ”Da Phlake skrev et manifest om moderne dansk pophistorie”.
I sommer spillede Phlake på Grimfest, hvor de optrådte med et akustisk sæt. Denne akustiske koncert fik også fem stjerner af GAFFAs anmelder, som afsluttende skrev: "akustisk eller ej, ingen Phlake-koncert uden monsterhittet ”Pregnant”, der selv i en mere minimalistisk version kan få aktiveret et publikum og sætte en streg under, at Phlake er, lige hvad man har brug for, også selvom sommeraftenen byder på mere regn og ragsokker end solskin og strawberry daiquiris."
Billetsalget til efterårets koncerter starter torsdag den 11. november 2021 klokken 10.00. Du kan købe billetter via luger.dk og livenation.dk.
Der er også presale via Live Nation og Luger. Det starter onsdag den 10. november klokken 10.00 og varer i 23 timer.
LÆS OGSÅ: Da Phlake skrev et manifest om moderne dansk pophistorie
Varm op til koncerten med Phlakes nyeste single "Vendetta" lige her: