Nyhed

Politiet ransager Marilyn Mansons hjem

GAFFA.dk – alt om musik

Betjente har gennemsøgt Mansons hjem i forbindelse med de voldssager, der i øjeblikket er rejst mod ham

Marilyn Manon, der også går under det borgerlige navn Brian Warner, har fået sit hjem ransaget af efterforskere fra Los Angeles Sherif Departement. Det skiver Pitchfork. Choksangeren er under anklage for forskellige voldelige episoder i perioden 2009 til 2011, og det er i denne forbindelse, at der er udsendt en ransagningskendelse. Ifølge TMZ var Manson ikke hjemme, mens politiet gennemsøgte huset.

Tilbage i februar påbegyndte Los Angeles Sherif Departement en efterforskning af de forskellige voldsanklager mod sangeren.

Tidligere på måneden kom det frem, at Marilyn Manson blandt andet er anklaget for at have lukket kvinder inde i det, han angiveligt har kaldt "slemme pigers værelse". Et lille, lydtæt glasrum, oplyser Rolling Stone.

Der er i øjeblikket flere retssager mod Manson, der vedrører beslægtede anklager. En tidligere assistent sagsøgte ham i maj for seksuelt overgreb og chikane. Derudover har skuespillerinden Esmé Bianco, modellen Ashley Morgan Smithline og ekskæresten Evan Rachel Wood anklaget Manson for lignende overgreb.

Marilyn Manson blev for nylig nomineret til flere Grammy-priser for sin optræden på Kanye Wests Donda. På baggrund af en del kritik heraf, har Grammys CEO Harvey Mason Jr. forsvaret nomineringerne. Han har udtalt: "Vi vil ikke se på folks historie", når priser uddeles, skriver Pitchfork.

LÆS OGSÅ: Marilyn Manson anklages for at have låst kvinder inde i "slemme pigers værelse"

ANNONCE