Nyhed

Bastille på vej med nyt album – hør ny single

GAFFA.dk – alt om musik

Albummet er en cinematisk sci-fi saga, der omhandler livet i en teknologisk tidsalder, på godt og ondt

Det engelske poprockband Bastille har annonceret, at de har et nyt album undervejs, som er sat til at udkomme den 4. februar 2022, skriver NME. I forbindelse med annonceringen har gruppen udgivet nummeret "No Bad Days", som du kan lytte til nederst i artiklen.

Albummet med titlen Give Me The Future bliver beskrevet som en cinematisk sci-fi-saga, der er ”en hyldest til menneskeheden i en teknologisk tidsalder og reflekterer over det mærkelige ved at gennemleve tider, der kan føles som science fiction.”


Konceptet for albummet, der beskæftiger sig med både de positive og mørke sider af teknologi og de liv, vi lever online, var fastlagt før coronapandemien, men fik ifølge forsanger Dan Smith et nyt liv, mens store dele af verden var under lockdown.

”At arbejde med disse sange i sådan en apokalyptisk periode, hvor alle sidder fast derhjemme, limet til skærmene, forstærkede følelsen af, at hvad der er ægte, og hvad der ikke er ægte, er blevet svært at skelne imellem somme tider. Vi befinder os i en tid med deep fakes, fake news og løgnagtige verdensledere. Men online kan du være hvem som helst. Hvad det gør ved vores selvforståelse og vores relationer er enormt, og det er fascinerende,” udtaler Smith i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: LYT: Verdensstjerner indspiller Foo Fighters-hit som sammenholdssang under coronakrisen


Bastille havde i forvejen delt numrene ”Distorted Light Beam”, ”Thelma + Louise” og albummets titelsang med omverdenen, før den nyeste single ”No Bad Days” så dagens lys. Albummet indeholder desuden et spoken word nummer, hvor skuespilleren og rapperen Riz Ahmed, der også er kendt som Riz MC, indgår.

”No Bad Days” har en tilhørende video, som underbygger albummets futuristiske tema og indeholder referencer til de klassiske sci-fi-film Metropolis (1927) og The Matrix (1999) samt den nyere Ex Machina (2014). Det er desuden første gang, at Smith selv har været med til at instruere en af gruppens musikvideoer.

Bastille blev oprindeligt dannet i 2010 som forsanger Dan Smiths soloprojekt, men Kyle Simmons (keyboard), Will Farquarson (bas og guitar) og Chris ”Woody” Wood (trommer) sluttede sig efterhånden til.


Bandet udgav i 2013 deres første studiealbum Bad Blood, som blandt andet indeholdt hitsangen ”Pompeii”, og albummet gik ved sin udgivelse ind som nummer 1 på den engelske albumhitliste.

Med Wild World fra 2016 og Doom Days fra 2019 bliver Give Me The Future Bastilles fjerde studiealbum.

LÆS OGSÅ: Moderne pop i stensikker og lækker levering


Lyt til “No Bad Days” og se den futuristiske video her:

ANNONCE