Nyhed

Lukas Graham drager på danmarksturné

GAFFA.dk – alt om musik

Koncerterne kommer til at foregå på en rund amfiscene

Lukas Graham har netop annonceret, at bandet drager på Danmarksturné til næste år.

Publikum kan se frem til en anderledes oplevelse, hvor scenen er rund og giver en 360 graders-oplevelse. Midt på pladsen vil den runde amfiscene blive placeret, og pointen med det anderledes format er at skabe mere fællesskab om musikken.

Turnéen bringer bandet til København, Aalborg, Odense, Aarhus og Sønderborg. Disse bliver de eneste danske sommerkoncerter med Lukas Graham i 2022. 

Amfiscenen er dog ikke helt ny for bandet. De afprøvede den på Roskilde Dyrskueplads tilbage i august 2021. Scenen var både et hit hos publikum, bandet og GAFFAs anmelder, der gav koncerten fem stjerner og skrev: "Små 10.000 stemmebånd har de sidste par uger været forvisset om denne aftens voldsomme fællessangpres på fimrehårene. Det fem mand store band entrerer den roterende 360 graders amfiscene. Menneskebrølet er ikke til at tage fejl af."

Bandet Lukas Graham startede ud på YouTube i 2011 med hits som ”Drunk in the Morning” og ”Criminal Mind”. Siden har bandet udgivet tre studiealbum samt vundet en lang række danske og internationale priser.

Gruppen landede en pladekontrakt hos Warner Brothers i 2013, hvilket førte til koncerter i både Europa, Canada, Australien og USA, herunder Madison Square Garden i New York.

Særligt megahittet "7 Years" fra 2015 fik international succes. Singlen strøg ind på andenpladsen på den amerikanske Billboard-100 og albummet Lukas Graham (Blue Album) nåede en tredjeplads i USA. Bandet blev også nomineret til tre Grammy-awards i 2016 for singlen. 


Lukas Graham kan opleves følgende steder:

Fredag 5. august 2022: Refshaleøen, København 

Lørdag 6. august 2022: Refshaleøen, København 


Lørdag 13. august 2022: Trekanten v. Hvorup Kirkevej, Aalborg

Torsdag 18. august 2022: Ringriderpladsen, Sønderborg

Lørdag 20. august 2022: Tusindårsskoven, Odense


Lørdag 27. august 2022: Eskelunden, Aarhus

Billetterne til ”Lukas Graham In The Round 2022” går i salg tirsdag, den 2. november klokken 10.00 via www.musik.dk.

LÆS OGSÅ: Lukas Graham topper amerikansk hitliste


Varm op til koncerten med musikvideoen til "7 Years" lige her: 

 


ANNONCE