Nyhed

The Blaze-medlem udgiver soloalbum og æstetisk videotrilogi

GAFFA.dk - alt om musik

Guillaume Alric, der er bedst kendt fra duoen The Blaze, er klar med nyt soloprojekt under navnet Enfant Sauvage og udgiver æstetisk videotrilogi som optakt til debutalbummet

"Time To Fall" er den anden single i rækken fra Enfant Sauvages kommende debutalbum Petrichor. Guillaume udfolder sin æstetiske sans med et sæt selvinstruerede videoer, der skildrer hans hjemby Clamecy, Bourgogne i Frankrig. Hjembyen har været den grundlæggende inspiration til Enfant Sauvage. 

Musikvideoen til “Time To Fall” er anden del af en poetisk videotrilogi, der skildrer en blomstrende kærlighedsfortælling mellem to unge hovedpersoner med det franske landskab som baggrund. 


"Der var en stor frihed i fotografiet for mig, fordi det var før internetgenerationen," forklarer Guillaume Alric, der også er fotograf, i en pressemeddelelse. "Vi havde ikke alle disse sociale medier og teknologi. Så at lege i naturen og lave musik og ryge var al den underholdning, vi havde. Der var en frihed i det – en slags romantik. For mig har dette projekt en meget personlig og intim inspiration. Jeg taler om folk fra landet, og en mere intim oplevelse," afrunder han.

Singlen "Silent Love" var den første del af trilogien, som blev udgivet i september. Den tilhørende musikvideo har siden udgivelsen haft mere end 500.0000 visninger. Den sidste single i trilogien, “Force Field", bliver afsløret i november. Alle tre sange kan findes på Enfant Sauvages kommende album Petrichor, som udkommer den 19. november 2021. 

Guillaume Alric, der står bag Enfant Sauvage, er bedst kendt fra den franske house-duo The Blaze, der blandt andet spillede på NorthSide i 2019. The Blaze består af Guillaume og hans fætter Jonathan, som begge også er filminstruktører. Derfor har deres sans for visuelle virkemidler haft stor indflydelse på deres musikalske produktioner samt liveshows. 

The Blazes debutalbum Dancehall fra 2018 fik fem stjerner af GAFFAs anmelder, som blandt andet skrev: "Vidt forskellige, men klare eksempler på, at The Blaze både lægger fundament og mesterligt nedbryder det hus af fortryllende musik, de bor i."


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Halbal i et tordenskrald

Se de to første musikvideoer fra Enfant Sauvages videotrilogi. Her er den nyeste single "Time To Fall" og "Silent Love": 


ANNONCE