GAFFA.dk – alt om musik
Der bør sættes penge af til P6 Beat og P8 Jazz, hvis der fremover opretholdes et armslængde-princip, mener Alternativets kulturordfører
GAFFA har i de seneste dage fulgt udviklingen i sagen om P6 Beat og P8 Jazz, der risikerer at lukke ved udgangen af 2021. Der ikke afsat penge til kanalerne i finansloven 2022, og kanalerne ser heller ikke ud til at blive inkluderet i den kommende medieaftale.
Alternativets kulturordfører, Franciska Rosenkilde, der også er politisk leder af partiet samt kultur- og fritidsborgmester i København mener, at der bør sættes penge af til de to DAB-kanaler, men hun har en klar holdning til, hvordan det bør foregå:
– Der bør sættes penge af til kanalerne fra Christiansborgs side, hvis der samtidig tages en håndfast principbeslutning om, at både politikere og DR fremover respekterer og opretholder et reelt armslængde-princip, udtaler hun i en skriftlig kommentar til GAFFA.
LÆS OGSÅ: Enhedslistens kulturordfører om P6 Beat-sagen: "Kasper Sand Kjær har ikke fulgt med i timen"
Ifølge kulturordføreren er DAB-kanalerne ikke blevet håndteret korrekt.
– De sidste par år er P6 og P8 blevet taget som gidsler i et politisk Hjallerup Marked, hvor ingen tør tage ansvar. Det må være slut nu.
Rosenkilde lægger op til, at det er op til DR selv at bestemme, hvad der skal være på deres medieflade ud fra de midler, som politikerne bevilliger.
– Det er ikke Christiansborgs opgave at starte eller lukke radiokanaler, hvad enten det er tale eller musikradio. Det er Christiansborgs opgave at bevillige midler til en medieflade, og det er DR’s opgave at fylde denne medieflade ud. Alternativet mener desuden, at vi bør gøre DR’s bestyrelse fri af politisk udpegning. Vi foreslår en bestyrelse, der er udpeget af mennesker med faglig viden og ekspertise, fremfor en bestyrelse der udpeges blandt partikammerater.
Kasper Sand Kjær, som er medieordfører for Socialdemokratiet, mener, at DR selv bør finde pengene, hvis de ønsker at videreføre P6 Beat og P8 Jazz. Han har dog udtalt, at han er villig til at lytte, hvis der i forbindelse med efterårets medieforligsforhandlinger træder et parti frem med et krav om, at DR skal have flere penge.