Nyhed

Drake slår ny rekord på Spotify

GAFFA.dk – alt om musik

Den canadiske rapper og sangers sjette album tager rekorden for flest streamede album på en enkelt dag, en rekord der førhen tilhørte Drakes femte udgivelse, Scorpio

Drakes sjette studiealbum, Certified Lover Boy, har slået rekorden for mest streamede album på en enkelt dag på Spotify, skriver NME. Rekorden tilhørte indtil da Drakes femte album fra 2018, Scorpio, hvor sangene derfra blev streamet sammenlagt cirka 132 millioner gange på én dag. Tallet for Certified Lover Boy er dog endnu ikke offentliggjort.

LÆS OGSÅ: Drake slår vild Spotify-rekord


Albummet har ligeledes givet Drake en fordel set i lyset af hans langvarige fejde med den amerikanske rapper Kanye West. Wests seneste album, Donda, må med næsten 100 millioner globale streams nøjes med en tredjeplads bag Scorpio og Certified Lover Boy.

Drake slog ligeledes flere rekorder på Spotifys konkurrerende platform, Apple Music, hvor den canadiske rappers album blev dette års mest streamede album bare 12 timer inden for albummets udgivelse i fredags. Wests album, Donda, havde for nylig slået rekorden som det mest streamede album på en enkelt dag på Apple Music, men det fik Drakes seneste udgivelse også lavet om på.

Certified Lover Boy byder på en stjernespækket gæsteliste, der blandt andet inkluderer Jay-Z, Travis Scott, Young Thug og Lil Baby. Udgivelsen har dog også mødt kritik på baggrund af, at R. Kelly er krediteret som sangskriver på nummeret ”TSU”, hvor der anvendes en sampling af Kellys sang ”Half on a Baby”. R. Kelly er blandt andet anklaget for overgreb, vold og misbrug af mindreårige.


LÆS OGSÅ: R. Kellys ekskæreste deler flere detaljer om sangerens overgreb

I weekenden kom albummets co-producer, Noah ”40” Shebib, med et statement, der omhandler krediteringen af R. Kelly. Her lægger han vægt på, at Kellys stemme og tekster ikke kan høres på nummeret, men at krediteringen er nødvendig for, at radioværten OG Ron c kan være del af sangen.

GAFFAs anmelder var særdeles positivt stemt overfor udgivelsen, der modtog fem ud af seks stjerner.


Lyt til det populære album på Spotify nedenfor:

ANNONCE