x
Beach House som soniske plastre på sår, der aldrig heles

Beach House, Den Grå Hal

Beach House som soniske plastre på sår, der aldrig heles

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

Baltimore-duoen Beach House skabte delikate, mørke drømmebilleder i Den Grå Hal. Men der gik for lang tid, før lyden var på plads.  

Måske ligger det i Beach Houses Victoria Legrands dna. Hendes berømte onkel, Michel Legrand, har skrevet mere end 200 film- og tv-soundtracks – hvilket blandt meget andet har indbragt ham to Oscars.   

Som denne franske Roi de la musique de la film skaber Victoria og hendes makker Alex Scally musikalske drømmelandskaber, senest på albummet med den enkle titel 7.

Men modsat onkel Michel, der er mindst lige så kendt som en easy listening jazzpianist, der kan forvandle alt til lyden af eksklusiv strandbar i Saint Tropez, er der ikke meget hipster-muzak over Beach House. Der er mørkt i horisonten ved Baltimore-duoens strandbar.

Således også på scenen i aften i Den Grå Hal. I et mørkt sceneshow fremstod Victoria Legrand centerstage som en langhåret mytisk shaman-lignende figur.

Beach House blev dannet i 2004, og to år senere udkom deres debutalbum Beach House. Siden er det blevet til yderligere seks album, alle musikalsk inden for samme forfinede drømmepop-ramme. Gruppens popularitet er vokset støt. Aftenens koncert måtte flyttes fra Forum til Christiania, men flere andre steder optræder de i dag i arenaer i Royal Arena- og Jyske Bank Boxen-format. Imponerende, den introverte stil taget i betragtning.   

Min vej til Beach House går via 4AD-grupperne This Mortal Coil og Cocteau Twins. Som andre B-mennesker bruger jeg blandt meget andet dream pop i hovedtelefonerne til at skabe symbiose mellem hoved og hovedpude – så at sige. De to nævnte 80'er-indiegrupper har været faste gæster på playlisten, også den gang den lå på et kassettebånd. En dag foreslog altid geschäftige Spotify at supplere med Beach House. Tack så mycket for det.

Umiddelbart var der ikke meget drøm over gruppen i Den Grå Hal. Jo, en bølge af keyboard-klange aede første sang, "Levitation" i gang, temaet lød som også på plade som trædesten i en flod med Legrands tågede vokal som stemningsfuldt slør henover.

Men Scallys raffinerede guitarfigurer måtte man tænke sig til. Trommeslager James Barones mastodontiske spil lød til gengæld voldsomt påtrængende. Skriver jeg velvidende, at det har været tanken bag 7 at give musikken lidt mere punket kant.

Men vi skulle helt frem til “Lose Your Smile” efter en lille halv times tid, før den var der; balancen mellem det minimalistiske, nærmest naivistisk poppede, nydelige keyboard-tema, Scallys lyriske weeping guitarspil, Legrands diset mystiske effektbelagte vokal og trommeslagerens rumlende rock-spil

Ifølge Victoria Legrand ser hun som regel en film for sig, når hun skriver sin musik sammen med Alex Scally. Under tilblivelsen af 7 har hun ifølge et interview i dmagazine.com haft et billede af den ikoniske Andy Warhol-skuespiller og The Factory-belle Edie Sedgwick foran sig.

Som i øvrigt også Bob Dylan, da han skrev "Just Like a Woman".

Det fine ved Beach House er, at man danner sine egne film, når det lykkedes at koncentrere sig om musikken, også live, når det lyder ordentligt. Tragik, som i Sedgwicks historie, flydende sammen med lyset i vokalen og de fnuglette melodier. Der var momenter i aften, hvor jeg følte mig ét med musikken.

En del af charmen ligger i måden, deres kompositioner elegant veksler mellem stilstand og bevægelse. Som i “Wishes”, der begynder med Legrands nænsomme vokal svævende over et minimalt keyboard-tema, en papirstynd synth-flade. I aften endte det som en hel symfoni.

Videre i “Space Song”, hvor hvert guitarlick lyder som et mentalt plaster på sår, der aldrig kan heles. Det var meget bevægende og farverigt i den ellers grå hal.  

Lige så i “Lemon Glow” – alene titlen er sit eget lille van Gogh’ske maleri – der her i aften lød som hjerteflimmer i slow motion, igen med Legrands Twin Peak’ske vokal ud over det hele.

Det kunne have været tæt på fuldendt, men endnu en gang udgjorde en sløv lydmand forskellen.

Sætliste:

Levitation

Wild

PPP

Dark Spring

Lazuli

Lose Your Smile

Beyond Love

Drunk in LA

10 Mile Stereo

Girl of the Year

Space Song

Wishes

Black Car

Myth

Wildflower

Lemon Glow

Ekstranumre:

Real Love

Dive


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA