Nyhed

Pavement til Danmark på comebackturné

GAFFA.dk – alt om musik

Den gendannede gruppe spiller i København og Aarhus til næste efterår som del af deres længeventede comebackturné

Den amerikanske indierockgruppe Pavement lægger vejen forbi Store Vega den 29. oktober 2022 og VoxHall 2. november 2022 som del af deres længeventede og udskudte comebackturné. Dette bliver bandets første koncerter på dansk grund, siden Pavement optrådte på Roskilde Festival i juli 2010.

Pavement blev dannet i Californien tilbage i 1989, hvor de efterhånden opbyggede en undergrunds-fanbase. Med tiden fik gruppen markeret sig som en værdifuld spiller inden for indie- og lo-fi-genren, og albummet Crooked Rain, Crooked Rain fra 1994 er af flere kritikere blevet bedømt som et af alle tiders bedste indierockalbum. Gruppen fik udgivet fem studiealbum og en række ep’er, før de ti år senere, i 1999, gik i opløsning på grund af uenigheder under indspilningerne af deres femte studiealbum, Terror Twilight, og gnidninger på den følgende turné. Herefter indledte sanger og sangskriver Stephen Malkmus en solokarriere.


LÆS OGSÅ: Pavement – Skævt og fortryllende

I 2010 tog bandet ud på en genforeningsturné, og det var i den forbindelse, at de lagde vejen forbi Roskilde Festival. GAFFAs anmelder skrev dengang en yderst begejstret anmeldelse, hvor bandets optræden fik tildelt fem ud af seks stjerner.

Følgelig satte bandmedlemmerne dog Pavement på pause for anden gang for at arbejde på andre projekter.


Pavement annoncerede deres andet comeback i juni 2019, hvor det var planen, at genforeningen skulle markere gruppens 30-års jubilæum. Det californiske band skulle have spillet på festivalen Primavera Sound i 2020, men koncerten blev, sammen med festivalen, udskudt til 2021. Det var dog heller ikke muligt at afholde festivalen det følgende år, og derfor bliver 2022 nu året, hvor Pavement endelig kan gøre deres comeback på livefronten.

Det sker i form af en udvidet comebackturné, hvor gruppen også lægger vejen forbi Store Vega.

Billetsalget starter fredag den 10. september kl. 11:00 via spillestedernes hjemmesider.


Kom i stemning med videoen til "Cut Your Hair" her.

ANNONCE