Nyhed

The War on Drugs klar med ny single og video

GAFFA.dk – alt om musik

”I Don’t Live Here Anymore” er ude nu

Det amerikanske indierockband The War On Drugs er netop udkommet med singlen ”I Don’t Live Here Anymore” fra deres kommende album af samme titel, skriver Pitchfork. Med udgivelsen følger en musikvideo.

Gruppens nye single er co-produceret af vokalist, guitarist og sangskriver Adam Granduciel og den canadiske musiktekniker og producer Shawn Everett, som tidligere har arbejdet sammen med blandt andet The Killers og Grizzly Bear. I 2018 vandt Everett desuden en Grammy for sit arbejde på The War On Drugs’ forrige album A Deeper Understanding.


Den engelske indiepopgruppe Lucius bidrager på ”I Don’t Live Here Anymore” med backingvokaler. Musikvideoen til det nye nummer er instrueret af Emmett Malloy.

I Don’t Live Here Anymore er sat til at udkomme den 29. oktober. Albummet indeholder også sangen ”Living Proof”, som The War On Drugs for nylig optrådte med på The Late Show With Stephen Colbert.

LÆS OGSÅ: The War On Drugs giver to danske koncerter og lover album – hør ny single


The War On Drugs blev dannet i 2005 af Adam Granduciel og Kurt Vile. Vile forlod dog senere gruppen til fordel for en solokarriere. Med årenes løb er der kommet nye medlemmer til, og i dag består gruppen, ud over Granduciel, af David Hartley, Robbie Bennett, Charlie Hall, Jon Natchez og Anthony LaMarca.

Bandet udgav deres seneste studiealbum, det tidligere omtalte A Deeper Understanding, i 2017, imens der i 2020 fulgte et livealbum med titlen Live Drugs.

Til næste år kommer gruppen forbi København med to koncerter i K.B. Hallen den 30. og 31. marts.


GAFFA anmeldte The War On Drugs på NorthSide i 2018, hvor bandet modtog fem ud af seks stjerner.

Se og lyt til den nye single nedenfor:


ANNONCE